Daniel Jensen til FCK: Giv mig en kontrakt

Daniel Jensen har ikke haft noget arbejde i de seneste otte måneder, men den tidligere landsholdsspiller håber, at FC København kan blive karrierens næste klub.

32-årige Daniel Jensen, der forlod Werder Bremen i maj i år, trænede i september med hos FCK, og han håber, at der er plads til ham på en mere permanent ordning hos de danske mestre.

- Jeg håber, jeg måske kan træne med FCK igen i januar. Måske har de lyst til at give mig en kontrakt på fire måneder, så jeg kan vise, hvad jeg kan, siger Daniel Jensen til B.T.

- Hvis de kan bruge mig, så er jeg klar, siger han.

Hvis ikke Daniel Jensen, der officielt har status af "udlandsdansker" og derfor kun må være i Danmark i en bestemt periode, snart finder sig en ny klub, overvejer han helt at lægge fodboldstøvlerne på hylden.

- Vi kan ikke blive ved på denne her måde. Min familie rejser rundt i Europa og har intet fast ståsted. Børnene tager deres danske skole over nettet, men det er jo heller ikke holdbart i længden.

- Mine børn har brug for en base, og sker der ikke noget til januar, så sker det slet ikke. Så er jeg nødt til at stoppe. Jeg kan ikke blive ved med at udsætte min familie for det her, siger Daniel Jensen.

Midtbanespilleren var med det danske landshold til VM i Sydafrika, men efterfølgende har han stort set ikke spillet under landstræner Morten Olsen, blandt andet på grund af skader.

Daniel Jensen spillede sin seneste landskamp for Danmark i november sidste år mod Tjekkiet, og han er noteret for i alt 52 landskampe.

/ritzau/

Daniel Jensen håber, at han kan få en forårskontrakt i FC København, der er svækket på midtbanen.

Offentliggjort Sidst opdateret