Daniel Levy: Tottenham inkluderede tilbagekøbsret i salg af Kane
Harry Kane rykkede denne sommer til Bayern München fra Tottenham. Ifølge medier lød prisen på 100 millioner pund, godt 864 millioner kroner. (Arkivfoto). Foto: Matthias Schrader/Ritzau Scanpix
Tottenham solgte Harry Kane til Bayern München, men bibeholdte retten til at købe ham tilbage, siger chef.
Tottenham slog sin egen transferrekord, da den engelske landsholdsanfører, stjerneangriberen Harry Kane, blev sendt til Bayern München, men det betyder ikke, at briten ikke kan vende tilbage til sin barndomsklub efter det tyske eventyr.
London-klubben inkluderede nemlig en såkaldt tilbagekøbsklausul i salget af Harry Kane.
Det siger Tottenhams administrerende direktør, Daniel Levy, ifølge nyhedsbureauet dpa tirsdag aften til et møde med klubbens fans.
Ifølge nyhedsbureauet foreligger der ikke nogen informationer om, hvad prisen for et eventuelt tilbagekøb skulle være. Der kan også sagtens være andre betingelser for et tilbagekøb, som ikke blev nævnt af Daniel Levy.
Typisk inkluderer en tilbagekøbsklausul et beløb, som sælgerklubben kan købe spilleren tilbage for.
Spilleren er ikke tvunget til at skrive under med sin gamle klub, men hans nye klub kan ikke forhindre ham i at forhandle med den gamle klub, hvis beløbet i tilbagekøbsklausulen er blevet tilbudt som købspris.
Daniel Levy så sig i år efter flere års transferrygter nødsaget til at blåstemple salget af Harry Kane.
Landsholdsanføreren havde kun et år af sin kontrakt med Tottenham tilbage og kunne dermed allerede i januar 2024 begynde at forhandle et skifte væk fra Tottenham til en klub, der dermed kvit og frit fra transfersum kunne skrive kontrakt med angriberen fra juli 2024.
Harry Kane har fået en bragende start på karrieren i Tyskland, hvor han har scoret fire gange i sine første fem kampe for de tyske mestre.
Han holder dog stadig øje med sin gamle klub, siger han tirsdag aften.
- Jeg vil holde øje med Tottenham resten af livet. Jeg er glad for at se holdet spille, som det gør, og det er skønt at se de glade fans, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker