Det danske kvindelandshold i håndbold lagde ud med et nederlag i træningsturneringen GF World Cup. Rumænien var for stærk for de rød-hvide værter, der tabte 22-28.
Efter at have været bagud 11-14 ved pausen, kom Danmark bedre med i anden halvleg. Mens landstræner Jan Pytlick eksperimenterede flittigt og tog hele bænken i brug, sværgede hans rumænske kollega meget til de samme spillere, som blev trætte med tiden. Det betød, at danskerne fik udlignet til 19-19, inden alt for febrilsk og forhastet angrebsspil betød, at rumænerne igen trak fra.
Lærke Møller var en sikker straffekastskytte, som også et par gange havde held til at få bolden prikket ind langt udefra. Hun endte som dansk topscorer med otte mål. Men Christina Pedersen markerede sig bestemt også stærkt i målet med mange fine redninger, heraf to på straffekast.
Kampen markerede desuden Mette Melgaards tilbagevenden til landsholdet efter syv års pause. Og som nytilkommer måtte FCK-spilleren i første omgang nøjes med en uvant plads i angrebet som fløj. Den benhårde tackler havde dog ikke været på banen i mange minutter, før hun allerede havde revet en rumæner omkuld og scoret et mål.
Opgøret blev set af sølle 1733 tilskuere - heriblandt en lille gruppe medlevende rumænere - i NRGi Arena i Århus. Det lave tilskuertal skal dog nok ses som resultat af, at EM-kvalifikationskampene i år falder oven i den efterårsferie, hvor turneringen normalt spilles, og hvor det plejer at være nemmere at lokke børnefamilier af huse.
I den andet opgør i Danmarks pulje vandt Sverige med 25-23 over Rusland. Danmark møder Sverige i sin næste kamp, der spilles onsdag.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned