Danmark åbner PL i kørestolsrugby med nederlag til Frankrig

Danmark var det meste af kampen et enkelt eller to point efter franskmændene. Foto: Rula Rouhana/Reuters

Det blev til nederlag til Frankrig i den første kamp ved de paralympiske lege for kørestolsrugbylandsholdet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danmarks kørestolsrugbylandshold fik ikke den optimale åbning på de paralympiske lege, da det i den første kamp blev til et nederlag på 51-53 til de franske værter.

Opgøret åbnede intenst og jævnbyrdigt, men efter en helt lige første periode var det franskmændene, der fik en smule overtag.

Danskerne var hele tiden lidt efter, og trods en tæt afslutning, hvor det ellers lykkedes Danmark at stjæle bolden og skabe spænding, var det værterne, der trak det længste strå.

Særligt franske Jonathan Hivernat voldt kampen igennem danskerne problemer. Han sluttede kampen med 29 point.

Danskernes topscorer blev Sebastian Frederiksen med 23 point, mens Mark Peters også bidrog godt med 12 point.

Med nederlaget ser det allerede nu svært ud for dansk avancement fra gruppen.

Otte lande er med ved PL i kørestolsrugby. De er fordelt i to grupper a fire hold, hvor nummer et og to går videre.

Ud over Frankrig indeholder Danmarks gruppe Australien og Storbritannien, der er forsvarende paralympisk mester.

Australien tabte Danmark til i VM-semifinalen for to år siden. Ved den slutrunde endte Danmark på en fjerdeplads, mens det i 2023 blev til EM-bronze, hvilket sikrede adgang til legene i Paris.

/ritzau/