Danmark er tæt på semifinale efter drama

Danmark er snublende tæt på en plads i semifinalen ved VM i herrehåndbold efter en dramatisk sejr lørdag aften over Polen.

Trods en flot polsk slutspurt vandt Danmark kampen med 28-27 og kan med en forventet sejr - uafgjort kan faktisk også gøre det - søndag mod Argentina sikre sig en plads blandt de sidste fire allerede inden sidste gruppekamp mod værterne fra Sverige.

Danmark er med sejren eneste ubesejrede hold ved VM, og selvom det holdt hårdt til slut, så viste holdet undervejs spil, der peger i retning af en dansk medalje.

Efter en nervøs indledning, hvor holdet var bagud 0-2 efter seks minutter, blev alt ændret på fem minutter. Seks scoringer i rap - og tilmed fra alle positioner i angrebet - gav holdet teten, og understregede blot den bredde, der karakteriserer det danske hold.

Når Mikkel Hansen blev stækket, scorede Kasper Søndergaard. Når Lars Christiansen blev fulgt til dørs i kontrafasen, så fik Hans Lindberg fat.

På stregen scorede både René Toft Hansen og Jacob Bagersted - Jesper Nøddesbo var syg. Og midt i det hele stod målmand Niklas Landin som den overskyggende figur.

Den danske målmand, der har haft svært ved at finde VM-takten, var især i første halvleg sikker, når de polske skytter hamrede på mål ude fra.

Forsvaret stod også upåklageligt i de første 30 minutter, men havde svært ved at få fat efter pausen. En rasende Ulrik Wilbek havde fat i Mads Christiansen og Kasper Nielsen, efter at pauseføringen på 15-9 var reduceret til 17-14.

Panikken var ved at indfinde sig, men så snuppede Niklas Landin et straffekast ved stillingen 20-17. Og under taktfaste klapsalver fra de danske tilskuere kunne han snuppe endnu et par hug fra den polske bagkæde - også i en periode med dansk undertal.

Danmark bevarede et forspring på tre-fire-fem mål i lang tid, men Polen kom hele tiden tættere på. Danskerne bevarede køligt overblikket og trak tiden, når de kunne, så polakkerne måtte nøjes med at være lige ved og næsten.

Danmarks næste kamp er allerede søndag mod VM-sensationen Argentina, der lørdag tabte 18-36 til Kroatien. Tirsdag venter Sverige - svenskerne vandt sin kamp lørdag med 28-24 over Serbien.

/ritzau/

Med lørdagens sejr på 28-27 over Polen kan Danmark allerede søndag mod Argentina spille sig i VM-semifinalen.

Offentliggjort Sidst opdateret