Danmark får endnu en NHL-forstærkning til VM i ishockey
Oliver Bjorkstrand (forrest til højre) har meldt sig klar til at spille VM for Danmark. Foto: Scanpix/Abbie Parr/arkiv
Scanpix/Abbie Parr/arkiv
Oliver Bjorkstrand har meldt sig klar til at spille VM i ishockey, der begynder fredag på dansk grund.
Det danske ishockeylandshold har fået endnu en kærkommen forstærkning i angrebet, inden det fredag går løs med den første kamp ved VM på hjemmebane.
NHL-spilleren Oliver Bjorkstrand fra Columbus Blue Jackets har meldt sin ankomst til den danske trup, meddeler Danmarks Ishockey Union (DIU) i en pressemeddelelse.
Danskeren har ikke fundet en klub til næste sæson, hvilket hidtil har været en knast i forhold til at spille VM.
- Det er selvfølgelig ikke nogen nem beslutning, når jeg ikke har nogen kontrakt for den kommende sæson.
- Men det har været en god og betryggende proces at få forsikringen på plads med DIU, og jeg har haft et brændende ønske om at være med i år.
- Jeg glæder mig vildt til at trække trøjen over hovedet på fredag, siger Oliver Bjorkstrand.
Han bliver den tredje NHL-spiller i den danske VM-trup.
Frederik Andersen fra Toronto Maple Leafs og Frans Nielsen fra Detroit Red Wings er også med i den danske VM-trup.
DIU-sportschef Jesper Duus er meget glad for, at det er lykkedes at få Oliver Bjorkstrand med i VM-truppen.
- En fantastisk forstærkning til vores angreb. Det siger sig selv. Oliver er etableret NHL-spiller af den stærke slags, og han er samtidig højreskytte.
- Han bringer et farligt aspekt ind på holdet med sine målscorerevner, siger Jesper Duus.
23-årige Oliver Bjorkstrand optrådte ifølge pressemeddelelsen senest for Danmark i 2016 i forbindelse med kvalifikationen til OL i Pyeongchang, der foregik i februar i år.
Bjorkstrand og Columbus Blue Jackets blev sendt ud af NHL-slutspillet i første runde, da det blev til et samlet 2-4-nederlag i kampe til Lars Ellers Washington Capitals.
Danmark skal ved VM på hjemmebane møde Canada, Finland, Tyskland, USA, Norge, Letland og Sydkorea i gruppe B.
De fire bedste hold i gruppen går videre til kvartfinalerne.
Danmark indleder på fredag VM i Jyske Bank Boxen i Herning. Det sker mod Tyskland.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned