Det er ikke kun Lyngby og Kim Aabech, der har rod i kontrakterne og indgår såkaldte skuffeaftaler med hinanden.
Den slags aftaler har direktør for Spillerforeningen, Mads Øland, set op til flere eksempler på.
- Vi har hverken græske eller russiske tilstande, men tendensen går i retning af, at der indgås aftaler mellem klubber og spillere, som ikke altid bliver indsendt til godkendelse. Det er de meldinger, der kommer til os fra spillerne ude i klubberne, siger Mads Øland til Ekstra Bladet.
Mads Øland er meget bekymret over udviklingen i de danske klubber og mener, at dansk fodbold på sigt kan stå med et meget stort troværdighedsproblem. Han nævner et eksempel på en skuffeaftale:
- En spiller henvendte sig og ville have hjælp. Han mente, han havde et par hundrede tusinde til gode hos sin klub. Problemet var blot, at aftalen ikke var skrevet ned. Og så kan jeg jo ikke hjælpe, siger Mads Øland.
Han håber, at Dansk Boldspil-Union (DBU) vil statuere et eksempel i sagen om Lyngby og Kim Aabech, så andre klubber i fremtiden vil holde sig fra den form for kontrakter.
DBU tildelte i juni Lyngby en bøde på 75.000 kroner, fordi Lyngby-profilen Kim Aabech havde rod i sine kontraktforhold og ikke havde fået godkendt en tillægsaftale hos DBU.
Den afgørelse var Randers ikke tilfreds med, og nedrykkerklubben ankede den til DBU's appeludvalg, som dog afviste at behandle sagen, fordi udvalget ikke mente, at Randers er part i sagen.
Randers ankede derefter sagen til Danmarks Idræts-Forbunds (DIF) appeludvalg, som onsdag holdt møde, om hvorvidt DBU's appeludvalg havde ret.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker