Danmark forventer norsk ild trods sikret EM-avancement
Mie Højlund er sikker på, at nordmændene kommer med alt, hvad de har mod Danmark, selv om nordmændene kan være sikret en plads i semifinalerne på forhånd. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Norge kan meget vel være i semifinalerne før kampen mod Danmark, men det ændrer ikke på Norges sejrshunger.
Hvis Norge lever op til favoritværdigheden mandag aften mod Slovenien ved EM i kvindehåndbold, så vil de forsvarende europa- og verdensmestre allerede inden kampen mod Danmark onsdag være klar til semifinalerne.
Det er dog ikke noget, som kommer Danmark til gavn, hvis man spørger de danske spillere.
Rivaliseringen mellem de to nordiske lande er så stor, at nordmændene ikke kommer til at nedprioritere kampen trods en sikret semifinale.
- De vil gerne opretholde vores kompleks mod dem. Især hvis de ved, vi kan risikere at møde hinanden senere i turneringen. Så skal de ikke smide noget dumt og give os troen på noget, forudser stregspiller Sarah Iversen.
- Norge kommer ikke til at spare en masse, selv om de er videre. Det gør Norge ikke. De kommer med samme opstilling og med samme tryk i 60 minutter, uanset om de er videre eller ej.
Playmaker Mie Højlund har efterhånden været fast inventar på det danske landshold i en håndfuld år. Det betyder også, at hun har fået sin andel af nederlag til Norge.
Hendes erfaring fortæller hende også, at intet kan fjerne den norske lyst til at dukke Danmark.
- Jeg tror stadig, de vil kæmpe for førstepladsen, og uanset hvad tror jeg aldrig, Norge kommer til at være ligeglade med at vinde mod os, lyder det fra Odense-profilen.
Danmark ligger aktuelt lige med Norge på seks point i toppen af mellemrundegruppen, men nordmændene har spillet en kamp mindre.
De to bedste hold i gruppen går til semifinalerne. Sverige og Slovenien er også stadig i spil til semifinalepladserne.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde