Drømmen er allerede gået i opfyldelse for de danske håndboldkvinder, selv om vi kun er godt halvvejs gennem turneringen.
Med sejren over Kroatien på 31-19 har holdet i god tid sikret sig en vinduesplads i weekendens semifinaler. Uanset, hvordan det måtte gå i torsdagens kamp mod Montenegro, er Danmark sikker på at slutte øverst i sin mellemrundegruppe.
Sejren over kroaterne var den femte på stribe og var hverken den smukkeste eller mest spektakulære. Men den var aldrig i fare, og landstræner Jan Pytlick fik rig lejlighed undervejs til at give pauser til sine hårdest belastede spillere.
Danskerne begyndte en smule nervøst, og i de første 10 minutter var der ikke ret meget, der hang sammen. Men så fik forsvaret fat, og en fire-fem kontraløb senere var danskerne i fuld kontrol.
Jan Pytlick skiftede i store dele af kampen ud på hele tre pladser mellem forsvar og angreb, og det gav en hel del gennemtræk på sidelinjen, men gik ikke umiddelbart ud over de danske pigers flow.
Selv et par undertalsperioder kom de flot igennem, og Camilla Dalby sikrede en komfortabel dansk pauseføring på 16-10, da hun pludselig vågnede op og bankede fire mål i kassen i de sidste fem minutter af første halvleg.
Efter pausen slog Pytlick og spillerne autopiloten til, og de havde god tid og mulighed for at nyde bølgen, som det et par gange lykkedes de cirka 11.500 tilskuere i Jyske Bank Boxen i Herning at få op at køre og holde i gang nogen tid.
Selv den danske andenkæde havde intet besvær med at holde trit med kroaterne og formåede endda at øge føringen mod slutningen af kampen, hvor gassen gik helt af Balkan-ballonen.
Med sejren fortsætter Danmark med at ligge i front i mellemrundegruppe 1 og kan ikke længere hentes. Selv i tilfælde af et nederlag til Montenegro i den sidste gruppekamp på torsdag, kan Rumænien højst op på siden af danskerne.
I sådan et tilfælde er det indbyrdes kamp, der afgør placeringen, og her kommer Danmarks 25-22-sejr over rumænerne fra indledende runde så i spil. Rumænien er efter dagens sejr over Montenegro ligeledes sikker på at slutte på gruppens andenplads.
Hvem der venter i semifinalen fra den anden gruppe, bliver først besvaret onsdag. Lige nu peger pilen mod Norge, som ligger nummer to, á point med Sverige, men med nederlag i den indbyrdes kamp.
I den sidste kamp møder Sverige Ungarn, mens Norge møder Holland. Både Holland, Ungarn og Frankrig har dog også mulighed for at spille sig videre./ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker