Danmark kan runde U21-milepæl mod Tyskland
Landstræner Niels Frederiksen kan være manden, som fører U21-holdet til en sjælden sejr over Tyskland og et historisk jubilæum. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
En sejr over Tyskland vil være en perfekt EM-start og et flot jubilæum for det danske U21-landshold.
I midten af 1990'erne rundede det danske U21-landshold under ledelse af Jan B. Poulsen og med profiler som Martin Jørgensen, Jesper Grønkjær og Thomas Gravesen på holdet sejr nummer 100 for det danske U21-hold.
Mandag aften hedder profilerne hos det nuværende kuld Robert Skov, Jacob Bruun Larsen og Mathias Jensen, når Tyskland venter i Danmarks første kamp ved U21-EM.
Ud over at være Danmarks første kamp i slutrunden er det også muligheden for at kombinere en perfekt start på turneringen med et jubilæum for holdet.
U21-holdet er oppe på 199 sejre gennem tiden ifølge Dansk Boldspil-Unions (DBU) statistikker, og dermed lurer sejr nummer 200.
Stedet og modstanderen kunne ikke være mere ideel for jubilæet.
- Det er da rigtig god timing, synes jeg. Det vil være fuldstændig fantastisk at gøre det, og det kommer vi til at gå stærkt efter, siger landstræner Niels Frederiksen.
- Det ville være rigtig fedt at gøre mod gruppens stærkeste hold. At få et godt resultat mod dem, er et ønskescenarie, supplerer forsvarsspilleren Andreas Poulsen fra Borussia Mönchengladbach.
Både træner og spillere har naturligvis kun de tre point for øje, men et stykke dansk U21-historie gør stadig indtryk.
- Det vil være en rigtig god start på turneringen, og det vil da også være sjovt statistisk set, siger Jacob Bruun Larsen, som mod Tyskland møder både med- og modspillere fra dagligdagen i Borussia Dortmund.
- Jeg har spillet mod mange af dem og spillet med nogle af dem, så det vil da være sjovt at slå dem.
Kampen sparkes i gang klokken 21 på Stadio Friuli i Udine.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned