Danmark løfter spillet i svensk VM-test

De danske håndboldherrer skal først og fremmest bruge søndagens afsluttende testkamp inden turen går til VM til at skabe stabilitet i spillet. Det viste lørdagens træningskamp mod Sverige - et opgør, der sluttede 29-29.

For mens topniveauet klart har kvalitet til VM-medaljer, så truer bundniveauet med at give Danmark problemer. Ligesom i fredagens kamp mod Brasilien var det især spillet før pausen, der lod meget tilbage af ønske.

I modsætning til fredag, hvor det var forsvaret, der haltede, så havde den danske offensiv indledende problemer med at bryde svenskernes stabile defensiv omkring store Tobias Karlsson og Magnus Jernemyr.

Især Mikkel Hansen var en skygge af sig selv. Fredag peb boldene fra hans hånd ind fra alle vinkler, men lørdag var det tydeligt, at hans alt-eller-intet-spillestil også kan koste dyrt.

Han skød lige så meget som han plejer, men Mattias Andersson i svenskernes mål spillede en god kamp, og alene i første halvleg stod han i vejen for fire Hansen-hug.

Derudover så tog Andersson også alt fra en sløjt spillende Lars Christiansen, der selv bad om at blive skiftet ud kort inden pausen.

I det danske mål stod Niklas Landin en god kamp og tog dermed revanche for den lidt sløje indsats mod Brasilien. Blandt andet snuppede han et straffekast i begyndelsen af anden halvleg.

Forsvarsmæssigt fungerede den flade opstilling med Kasper Nielsen og Renè Toft Hansen langt bedre end mod brasilianerne. Opstillingen kræver dog stadig mere arbejde, før den når VM-niveau.

Lørdag så man imidlertid, at de to kæmper kom mere til deres ret mod de stærke svenskere, fordi de - som de altid har gjort - spillede meget traditionelt ind over midten.

Det offensive danske forsvar med Jesper Nøddesbo viste sig igen flot kørende. Nøddesbo var også særdeles træfsikker, da han kom med i angrebsspillet i anden halvleg. I det hele taget havde det danske hold held med indspillene til stregen.

Træner Ulrik Wilbek havde valgt at skåne Thomas Mogensen, Michael Knudsen og Kasper Søndergaard, så de sad på tribunen.

Det er tre spillere, der alle vil kunne byde ind mod en klassemodstander som Sverige, og der kan blive god brug for dem, når de to hold efter alt at dømme møder hinanden i mellemrunden ved VM.

Inden den kamp skal søndagens træningskamp mod Tunesien dog overstås. Svenskerne møder søndag Brasilien, inden VM begynder fredag i næste uge.

/ritzau/

De danske håndboldherrer fik godt styr på forsvaret i lørdagens uafgjorte VM-testkamp mod Sverige.

Offentliggjort Sidst opdateret