Danmark må undvære Wozniacki i afgørende gruppekamp
Caroline Wozniacki er stadig for syg til at spille tennis. (Arkivfoto). Foto: Elsa/Ritzau Scanpix
Caroline Wozniacki er i bedring, men ikke klar til at hjælpe Danmark mod Ungarn i Billie Jean King Cup.
Danmarks kvindelige tennislandshold må igen se bort fra stjernen Caroline Wozniacki, når holdet onsdag spiller sin afgørende gruppekamp ved Billie Jean King Cup i Portugal.
Wozniacki har døjet med sygdom de seneste dage. Hun er nu i bedring, men endnu ikke klar til at spille.
Det fortæller hun til TV 2 Sport efter at have tilbragt "48 hårde timer på hotelværelset".
- Jeg tror bare, min krop har været ret nedkørt, og så ved jeg ikke, om det har været madforgiftning eller noget virus - en af delene har det i hvert fald været.
- Jeg ville nok ikke kunne spille en kamp i dag, det er helt sikkert. Kroppen føles helt sikkert lidt nedslidt i dag, siger Wozniacki, der er klar til at heppe på holdkammeraterne onsdag.
Ligesom tirsdag er det Johanne Svendsen og Clara Tauson, der spiller de danske singler, når holdet onsdag møder Ungarn.
Der er tale om en direkte kamp om gruppens andenplads, som giver adgang til et nyt gruppespil, denne gang med tre nationer, der skal kæmpe om den sidste oprykningsplads fra Europe/Africa Group I.
Wozniacki lagde ud for Danmark mod Østrig mandag, men måtte opgive at spille videre efter at have tabt de første syv partier mod Sinja Kraus.
Senere tabte Danmark samlet til Østrig, der har sikret sig oprykning via gruppesejren.
Tirsdag blev det til sejr over Bulgarien.
Onsdagens kamp begynder klokken 12.15 dansk tid.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned