Danske fodboldfans kan se frem til en lækkerbisken forud for sommerens EM-slutrunde i Polen og Ukraine.
26. maj skal Morten Olsens mandskab nemlig møde selveste Brasilien i en EM-testkamp. Det skriver det brasilianske fodboldforbund (CBF) på sin hjemmeside.
Opgøret skal spilles i den nordtyske by Hamburg, så der skulle være gode chancer for, at mange tusinde danskere vil være til stede på stadion.
De to hold har mødt hinanden tre gange tidligere. Den mest kendte kamp er VM-kvartfinalen ved slutrunden i Frankrig i 1998, hvor brasilianerne efter et hæsblæsende opgør sejrede med 3-2 - blandt andet på to mål fra Rivaldo.
En anden kendt kamp er fra Dansk Boldspil-Unions (DBU) 100 års jubilæumskamp i 1989, hvor danskeren vandt med hele 4-0.
Det tredje opgør fandt sted i 1972 ved OL. Her vandt danskerne 3-2, så samlet er Danmark altså bedst i indbyrdes opgør. 2-1 i kampe og 9-5 i målscore lyder den flotte statistik i dansk favør.
Det brasilianske landshold er selvsagt fyldt med et hav af profiler. Angriberne Neymar (Santos), Alexandre Pato (AC Milan), midtbanespilleren Kaka (Real Madrid) og forsvarsspilleren Daniel Alves (FC Barcelona) er blot nogle af profilerne.
Brasilien står noteret for hele fem VM-titler, hvilket er flest i historien.
Kampen bliver den næstsidste EM-test for det danske hold, som afslutter kampforberedelserne i Parken 2. juni, hvor Australien kigger forbi.
29. februar gælder det desuden Rusland i Parken.
Ved EM er Danmark havnet i dynamitpuljen med Holland, Tyskland og Portugal.
Danmarks første EM-kamp bliver mod Holland 9. juni.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker