Danmark sætter føring over styr i tennisdyst mod Sverige
Danmark tørner sammen med Sverige i Farum i denne weekend. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau ScanpixTariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
Christian Sigsgaard slog Filip Bergevi, men siden tabte Holger Rune og den danske double i tennislandskamp.
Ritzau RitzauRitzau
OffentliggjortSidst opdateret
Stillingen er efter lørdagens tre kampe 2-1 til Sverige mod Danmark i den arrangerede tennislandskamp UTR Leschly Challenge, der spilles i Farum.
Danmark kom ellers foran 1-0 ved Christian Sigsgaard, men trods en stærk start måtte Holger Rune se sig slået i den anden single, og derefter tabte danskerne doublen, som oprindeligt skulle have været afviklet søndag.
Opgøret, der er bygget op som en Davis Cup-kamp, fik dansk åbningssejr, da Sigsgaard besejrede Filip Bergevi - verdens nummer 739 - med cifrene 6-2, 7-5.
Sigsgaard, der ikke har en placering på verdensranglisten, kom stærkt fra start og fik hurtigt et servegennembrud, der gav et overtag i hele første sæt.
Andet sæt blev mere lige, og spillerne fulgtes ad hele vejen til 5-5, hvor danskeren brød afgørende til 6-5. Efterfølgende servede Sigsgaard sejren hjem.
Annonce
I lørdagens anden kamp skulle kometen Holger Rune møde Elias Ymer, der rangerer som nummer 201 i verden. Rune, der ligger placeret som nummer 827 på samme liste, var dominerende fra første færd.
Suverænt spil af den 17-årige dansker gav således sætsejr på 6-2. I andet sæt var det mere jævnbyrdigt, men Ymer trak det længste strå, da han snuppede de to sidste partier og vekslede 4-4 til 6-4.
Ymer kom også bedst ud til tredje sæt, hvor han brød til 2-0. Rune svarede ganske vist tilbage med et brud til 1-2, men han formåede ikke at bringe balance efterfølgende i egen serv.
I et langt parti var Rune tæt på at bryde tilbage til 3-4, men i stedet holdt Ymer serv til 5-2. Kort efter sikrede svenskeren sejren med cifrene 2-6, 6-4, 6-3.
Derefter afviklede man doublen, og her måtte Christian Sigsgaard og Frederik Løchte Nielsen efter en tæt match se sig slået med cifrene 6-7, 5-7 af Filip Bergevi og Markus Eriksson.
Søndag spilles de resterende to singler i dysten. Der er 100.000 kroner på spil doneret af Leschly Tennis Foundation.
Christian Sigsgaard besejrede Filip Bergevi i den første kamp i Farum. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau ScanpixTariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker