Normalt afvikles Thomas Cup, hold-VM for herrer, kun hvert andet år. Det er noget af det største inden for badminton, og alle spillere drømmer om at deltage.
Når Danmark og verdens andre topnationer fra søndag server Thomas Cup 2022 i gang i Bangkok, er det dog kun lidt over et halvt år siden, Indonesien vandt den seneste udgave af turneringen.
Coronapandemien havde skubbet 2020-udgaven af hold-VM til oktober 2021, hvor Danmark for første gang nogensinde var vært. Et historisk øjeblik for dansk badminton og de danske spillere.
Indonesien stoppede de danske gulddrømme i semifinalen, men oplevelsen sidder i ret frisk erindring hos danskerne.
Derfor føles det også specielt, at den traditionsrige turnering allerede står for døren igen, mener herresinglen Anders Antonsen.
- Det var en kæmpe, kæmpe ting og et stort mål for os alle sammen at spille på hjemmebane. At vi nu skal spille igen allerede et halvt år efter, er lidt mærkeligt på en måde. Man skal lige omstille sig til at skulle det igen, siger han.
- Vi skal finde ud af, hvordan vi vil gribe det her an, og vi skal nulstille og starte på en frisk. For det er helt nye forhold, vi skal arbejde under.
Grundet det nyligt afsluttede EM har forberedelsen til Thomas Cup været ekstremt kort. Derfor har spillerne og trænerne endnu ikke nået at snakke oplevelsen fra Aarhus igennem. Men det kommer til at ske.
Landstræner Kenneth Jonassen må blive i Danmark efter en hofteoperation. I hans sted har Jakob Høi ansvaret, og han ved, at den mentale del skal bringes op.
- Fordi det er så kort tid siden, vi spillede Thomas Cup senest, er der mange ting, som godt kan føles lidt antiklimatisk for vores spillere. Det skal vi have italesat, for vi skal være klar, siger han.
- Vi skal være klar på, at noget af den stemning, som bar os i Aarhus, kan vi ikke forvente i Thailand. Selv om de har lempet restriktionerne lidt, er det ikke det samme, og det er ikke vores hjemmepublikum.
Modvægten til en følelse af antiklimaks kan være den revanchelyst fra Aarhus, som måske stadig sidder i nogle spillere. Især Anders Antonsen.
Den 25-årige aarhusianer tabte en tæt nøglekamp i anden herresingle i semifinalen mod Indonesien til Jonatan Christie. Han drømmer om at få chancen mod Christie igen i en afgørende kamp.
- Jeg er helt klart revanchelysten. Sådan har jeg det altid, når jeg har tabt til en spiller. Så ser jeg virkelig frem til det næste opgør mod netop den spiller. Jeg vil vildt gerne revanchere mig, lyder det fra Antonsen.
Danmark tager afsted med håb og drømme om en medalje, naturligvis gerne af guld, som man formåede i 2016. Men også med visheden om, at det bliver svært.
Antonsen og den olympiske mester Viktor Axelsen er de danske trumfkort. Som nummer tre og ét i verden vil de til alle kampe gå ind som minimum små favoritter.
Der skal dog findes en sejr mere i holdkampene, der går over maksimalt fem opgør. Derfor skal alt klappe, hvis eksempelvis Indonesien, som har topspillere og toppar i alle kampe, skal knækkes.
- På den helt rigtige dag, hvis alt flasker sig, så kan vi vinde tre kampe mod alle hold. Men vi har maksimalt tre kampe, hvor vi er små favoritter, og de skal alle tre så gå vores vej. Ellers skal vi ud at lave en stor overraskelse i en af de andre kampe, siger Antonsen.
Som vikarlandstræner Jakob Høi udtrykker det:
- Vi tager afsted, fordi vi gerne vil vinde medaljer, men det er også rigtig svært at komme derhen, hvor det er muligt.
Danmark er i indledende pulje med Algeriet, Frankrig og Kina. De to bedste går i kvartfinalerne.
/ritzau/
Seneste artikler
Ulrik passer broen: - Den bedste arbejdsplads, man kan få
Aftenåbent i hedebølgen blev en stor succes
Nysted fik sin klosterhave
Fra Bangkok og Rom til Femø Havn: Ciuk og Finns ø-eventyr begyndte med søsyge
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder