Danmark skuffer ved Speedway of Nations
Danmark leverede ikke som håbet lørdag ved Speedway of Nations. Rasmus Jensen (til venstre) var en af de tre danske kørere, som landstræner Nicki Pedersen (til højre) havde valgt til sit hold. (Arkivfoto). Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix
Danmark sluttede som nummer seks af syv hold i Speedway of Nations, som Storbritannien vandt.
Danmark skuffede lørdag ved finalen i Speedway of Nations i Manchester.
Finalen, der har afløst det tidligere par-VM, havde deltagelse af syv nationer, og Danmark stillede op som outsider til titlen efter at have vundet sin semifinale tidligere på ugen.
Men Mikkel Michelsen, Anders Thomsen og Rasmus Jensen hentede beskedne 21 ud af 42 mulige point i de indledende heats og sluttede på sjettepladsen - et godt stykke fra den fjerdeplads, som var påkrævet for at køre om medaljer i semifinaler og finale.
Her sikrede Storbritannien sig guldet efter at have besejret Australien i en spændende finale. Sverige tog bronzen.
Danmark fik repræsenteret af Jensen og Thomsen en elendig start i Manchester, da det blev til en tredje- og fjerdeplads i første heat mod Tyskland.
Der blev uddelt henholdsvis fire, tre, to og nul point til de fire kørere i hver heat, så Danmark tabte 2-7 til tyskerne og satte sig selv under pres fra start.
Bedre var danskernes andet heat. Her hentede Thomsen og Michelsen en anden- og tredjeplads og dermed en 5-4-sejr over hjemmebanefavoritten Storbritannien, hvilket blev fulgt op med 4-5 mod Australien af samme duo.
I fjerde heat kom en sejr, men også aftenens helt store danske skuffelse.
Underdogen Letland stillede med blot én kører i en genstart efter et styrt, og han formåede efter en skidt start at overhale både Michelsen og Jensen, hvorfor den danske sejr blev på mindst mulige 5-4 i heatet.
2-7 mod Polen i femte danske heat beseglede reelt danskernes skæbne, og 3-6 i sjette og sidste heat mod Sverige afsluttede en skuffende aften for landstræner Nicki Pedersen og hans udvalgte kørere.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker