Danmark skulle ryste nervøsitet af sig mod Tyskland
Mie Højlund har suget luft ind til et af sine mange gennembrudsforsøg i kampen mod Tyskland, hvor den tilbagevendte profil bød ind med tre mål og masser af tempo i angrebet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Der var ekstra nerver i krop og hoved på spillerne, som krævede lidt ekstra slid for at knække Tyskland.
En sejr på 30-22 lyder meget overbevisende, men det var kun i det sidste kvarter af EM-opgøret mod Tyskland, at de danske håndboldkvinder kørte naboen mod syd over.
For trods en god start i de første fem minutter fandt det danske spil hverken i første halvleg eller første halvdel af anden halvleg ind i en god rytme. Noget, som skyldtes ekstra spænding i kroppen.
- Vi var lidt nervøse. Vi kunne godt mærke konsekvensen af et nederlag, og det satte sig lidt i kroppen. Det, som normalt ville være en relativt simpel bold, blev lidt mindre simpelt, lyder det fra landstræner Jesper Jensen.
Det mærkede tilbagevendte Mie Højlund også. En slag til knæet, som gav en hævelse, holdt hende ude af nederlaget til Norge, og netop det nederlag gjorde, at der ikke var plads til fejltrin mod Tyskland.
- Jeg kunne godt mærke, at der var nerver på, fordi vi havde kniven for struben. Der var ikke nogen, som ikke var bevidste om, at hvis vi tabte, så var det noget værre hø, lyder det fra bagspilleren.
- Jeg synes, vi spillede det af os i løbet af kampen, men helt klart havde det jo indflydelse undervejs i en eller anden grad.
Danskerne var foran med to ved pausen, og selv om det udefra ikke var kønt hele vejen, så roste Jesper Jensen faktisk sine spillere i pausen.
For det var ikke kun nervøsiteten, som gjorde de første 30 minutter til en stor mental opgave. En, ifølge landstræneren, noget skæv dommerlinje gav udfordringer.
- Jeg synes, der var nogle virkelige skævheder i forhold til passivkendelser, og i forhold til, hvor mange gange vi var nede på ryggen, og den ene gang, de var nede, der fik Haugsted to minutter, lyder det fra landstræneren.
Med sejren er Danmark på fire point i mellemrunden og har skæbnen i egne hænder.
Med sejre over Slovenien og Holland i de næste kampe vil en plads i EM-semifinalen være sikker.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub