Danmark stiller med VM-reserverne mod Chile
Der er blevet plads til en del reserver på det danske håndboldlandshold i aftenens VM-kamp mod Chile. Hverken Mikkel Hansen, Niklas Landin eller René Toft Hansen er med fra kampens start.
I stedet for Landin begynder Jannick Green i det danske mål. På fløjene er Hans Lindberg og Anders Eggert også bænket fra kampens start, hvor der er blevet plads til slutrundedebutanten Casper Ulrich Mortensen og Lasse Svan Hansen.
I forsvaret spiller Henrik Møllgaard og Henrik Toft Hansen, mens også playmaker Rasmus Lauge og Nikolaj Markussen begynder på banen.
Kasper Søndergaard bliver skiftet ind i stedet for Møllgaard, når Danmark er i angreb. Det oplyser Danmarks assistenttræner Henrik Kronborg inden kampen.
Det betyder, at forsvarsstyrmanden René Toft Hansen får en pause. René Toft Hansen har været plaget af diarre, og stregspilleren bliver skånet mest muligt mod Chile.
Landstræner Ulrik Wilbek havde allerede inden VM lagt sig fast på, at Mikkel Hansen skulle spares i kampene mod Qatar og Chile i det indledende gruppespil. Og sådan bliver det altså også.
- Vi skal lave en koncentreret indsats. Flere af spillerne skal spilles ind i turneringen, og det kræver en 100 procent indsats af alle mand, siger Kronborg.
Assistenten peger på Chiles Rodrigo Salinas samt brødrene Erwin Jan og Emil Ludwig Feuchtmann som profilerne på sydamerikanernes hold.
- Vi er primært forberedt på de tre, det er dygtige spillere, siger Kronborg.
Danmarks kamp mod Chile fløjtes i gang klokken 20.15.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker