Danmark taber EM-gyser til Serbien

Det danske kvindelandshold er langt fra semifinalen ved EM i Serbien, efter at det blev til et 26-29-nederlag til Serbien i en hektisk kamp i Beograd.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dermed lykkedes det i første omgang ikke at sikre sig en plads blandt turneringens fire bedste hold. Muligheden eksisterer stadig, men det kræver dansk sejr over Norge på torsdag, mens Serbien samtidig skal tabe til Frankrig

Nederlaget blev grundlag af en mareridtsagtig start, og selv om det undervejs lykkedes at komme foran, var der aldrig rigtigt en følelse af overskud i det danske spil.

Serberne bragte sig lynhurtigt foran 3-0 i larmen fra omkring 4.000 tilskuere, der skabte en noget anden ramme end i danskernes flade kamp mod Tjekkiet mandag eftermiddag.

Jan Pytlick tog den første timeout efter syv minutter, den anden efter et kvarter, og kastede sig indimellem ud i et udskiftningsorgie i forsøget på at finde en formation med gennemslagskraft.

Danskerne havde indledningsvis voldsomme problemer med tårnhøje Biljana Filipovic på højre back, der i de fire første kampe blot havde nettet tre gange, og som tydeligvis ikke havde været et stort samtaleemne på det danske taktikmøde.

Men også i offensiven kneb det især i de første 20 minutter. Skytterne afsluttede forhastet, Ann Grete Nørgaard havde ikke sin sædvanlige træfsikkerhed, og playmaker Lotte Grigel fik ikke sat spillet ordentligt op.

I halvlegens sidste tredjedel gik noget af luften imidlertid af de serbiske spillere, der begyndte at lave fejl i angrebet, og Mie Augustesen på venstre fløj blev sat op til kvikke scoringer, der reducerede den serbiske pauseføring til overkommelige 16-14.

Danskerne kunne hente en vis opmuntring i, at serberne mandag aften havde vist træthed i anden halvleg mod Sverige og derfor sat et stort forspring over styr.

Meget så bedre ud fra anden halvlegs start. Til dels fordi danskerne var trukket tilbage i en flad 6-0-udgave af forsvaret, som serberne havde det svært med.

Og dels fordi der var langt mere koldblodighed og ro i angrebsspillet. Efter syv minutter var Danmark ikke længere to mål bagud, men to mål foran.

Men som denne EM-slutrunde om noget har vist: Det danske niveau svinger voldsomt undervejs i kampene.

I perioder i anden halvleg var det, som om spillerne lod sig stresse i den hektiske atmosfære, hvor de serbiske spillere, trænere og halspeakere dygtigt opildnede publikum.

Derfor lykkedes det aldrig at trække afgørende fra, og i de sidste minutter handlede det kun om at holde hovedet koldt.

Da manglede det urutinerede danske hold måske en smule erfaring, og nu skal mange ting gå Danmarks vej, hvis det skal blive til en plads i semifinalen.

/ritzau/