Danmark taber Golden League-triumf på gulvet mod Holland
Danmark var i problemer mod Holland i store dele af søndagens opgør ved Golden League-turneringen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Kvindelandsholdet havde alletiders mulighed for at vinde Golden League, men må nøjes med tredjepladsen.
De danske håndboldkvinder tabte noget overraskende søndag med 21-28 til Holland i sidste kamp ved Golden League i Eindhoven.
Med nederlaget in mente slutter landsholdet på tredjepladsen med fire point.
Danmark havde ellers alletiders mulighed for at vinde turneringen. Med blot uafgjort kunne de danske håndboldkvinder have sikret sig førstepladsen efter to forudgående sejre.
Landsholdet vandt over de norske europa- og verdensmestre i torsdags, mens Tjekkiet blev besejret lørdag.
Norge vinder turneringen, mens Holland bliver nummer to.
Danmark fik en dårlig start på søndagens kamp og kom hurtigt bagud med fire mål.
Det danske forsvar begyndte efterfølgende at stå mere kompakt, men landsholdet havde stadig problemer med at finde rytmen i angrebsspillet.
Ved pausen var Hollands forspring dog alligevel skrumpet til 13-11.
Danmark forsøgte at hale yderligere ind på modstanderholdet ved at jonglere mellem 6-0- og 5-1-forsvar, men de hollandske kvinder blev ved med at finde plads til at afslutte.
Hollands Yara ten Holte havde samtidig en rigtig god dag i målet og holdt Danmark fra at score ved mange lejligheder.
Mod slutningen lagde Holland ekstra afstand til Danmark, der måtte gå fra banen med et overraskende nederlag på syv mål i bagagen.
Det danske kvindelandshold har ikke vundet en Golden League-turnering siden 2014.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker