Danmark tæt på at dumme sig i EM-premiere

Spillet var til tider ikke kønt, men de danske håndboldherrer fik skaffet sig en noget usikker åbningssejr på 30-25 over Slovakiet ved EM i Serbien.

Det kunne være endt med en slem overraskelse, da de undertippede slovakker i slutfasen var tæt på at indhente en dansk føring på fem mål. Men tættere end to mål op til Danmark kom Slovakiet ikke.

Danmark begyndte noget rustent i den første af tre kampe i det indledende gruppespil. Timingen i forsvaret var slet ikke på plads, og skarpheden manglede også i angrebet.

Mikkel Hansen brændte sine fire første forsøg og blev skiftet ud med Nikolaj Markussen efter blot 11 minutter. Også playmaker Rasmus Lauge fik kort snor, efter han ellers var startet inde i stedet for Thomas Mogensen.

Indskiftningerne af Mogensen og Markussen hjalp en smule, og Danmark, som havde været bagud flere gange, kunne gå til pause med en føring på 15-12.

Hele 10 ud af de 15 scoringer i første halvleg stod fløjene Anders Eggert og Hans Lindberg for, og det var især på hurtighed og kontraspil, at Danmark havde en stor fordel.

Fløjene endte med at score halvdelen af de 30 danske mål.

I anden halvleg begyndte Mikkel Hansen bedre med et par scoringer, men derefter dalede AG København-profilen lidt i niveau igen, før han vågnede op i den hektiske slutfase med et par vigtige scoringer.

Danmark fik aldrig for alvor vist det spil, der sikrede dem VM-sølv sidste år i Sverige. Dertil var spillet for rodet og tilfældigt.

Kasper Søndergaard og Mads Christiansen spillede skidt på højre back. Ingen af de to kom på scoringstavlen.

Målmand Niklas Landin stod til gengæld en god kamp, selv om han havde lidt problemer med slovakkernes storskytte Daniel Valo. Landin var kommet sig helt over en mindre lyskeskade og spillede hele kampen.

Uden Landins mange redninger kunne Danmark nemt være kommet i endnu større problemer, end tilfældet var.

På plussiden var også, at Markussen ligner det ekstra våben, der kan vise sig at være en gevinst i det lange løb.

Danmark skal i sin næste kamp på tirsdag op imod værtsnationen Serbien. I den kamp skal danskerne have bedre styr på angrebsspillet, for serberne har et langt bedre forsvar end Slovakiet.

/ritzau/

Det dansk fløjspil var i særklasse, da de danske håndboldherrer vandt EM-premierekampen over Slovakiet.

Offentliggjort Sidst opdateret