Danmark tæver Serbien i VM-nøglekamp

Stemningen i Malmö Arena havde fået et ordentligt nøk opad, da de danske håndboldherrer sejrede sikkert 35-27 over Serbien ved VM i håndbold - og det endda uden den skadede nøglespiller Thomas Mogensen.

Tak skal du have for en støtte fra størstedelen af den næsten fyldte arena, og med en overbevisende sejr over serberne er verdensmesterskaberne for alvor i gang for Danmark.

Serberne var på forhånd regnet som en af de vanskeligste modstandere i Danmarks gruppe, og der var derfor tale om et nøgleopgør i forhold til de danske chancer for at hive point med over i mellemrunden.

Danmark var foran 16-14 efter en særdeles underholdende og målrig første halvleg.

Niklas Landin begyndte forrygende i målet, hvor serbernes forsøg flere gange blev pillet, også på straffekast. Men siden kneb det mere med at få fat, og så måtte Søren Rasmussen ind, og det var ikke nogen svækkelse. De to herrer supplerer hinanden godt.

Men det største spørgsmål var, hvordan den danske offensiv ville klare sig uden Thomas Mogensen, som er færdig for resten af turneringen med en knæskade. Ganske godt, kan det lidt overraskende konkluderes efter den første kamp uden den formstærke playmaker.

Hverken Bo Spellerberg eller Lasse Boesen viste sig lige så gennembrudsfarlige eller skudstærke, men samlet set løftede resten af bagkæden sig anført af en helt fantastisk spillende Mikkel Hansen.

Trods perioder med serbisk mandsopdækning fik Mikkel Hansen gang i sin frygtindgydende hammer af en højrehånd. AG København-stjernen endte som kampens helt store oplevelse og topscorer med 10 mål.

På plussiden skal den danske kontrafase også nævnes. For den kørte i perioder rigtig godt, og der var også fart på de hurtige opgiverkast efter serbiske scoringer. Især Hans Lindberg var flyvende, når det gik stærkt, og han var samtidig meget, meget træfsikker på sine afslutninger og nåede op på otte mål.

Med sejren har Danmark vundet tre kampe ud af tre mulige i det indledende gruppespil. Og sejren over Serbien kan betyde, at danskerne er sikret minimum to point i mellemrunden, hvis Serbien som forventet også går videre fra gruppen.

Tirsdag er der hviledag for de danske håndboldherrer, inden holdet onsdag møder Algeriet.

/ritzau/

De danske håndboldherrer kunne uden Thomas Mogensen og vandt 35-27 over Serbien i den tredje kamp ved VM.

Offentliggjort Sidst opdateret