Danmark trodser Fifa - spiller med særligt anførerbind
Christian Eriksen er en del af anførergruppen på fodboldlandsholdet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Danmark bærer særligt anførerbind med antidiskriminationskampagne ved VM, siger Christian Eriksen.
Landsholdsanfører Simon Kjær kommer til at spille med "One Love"-anførerbindet under VM.
Det siger landsholdsspilleren Christian Eriksen lørdag eftermiddag på et pressemøde i Qatar.
Tidligere lørdag har Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) ellers meldt ud i en nyhed, at alle 32 VM-nationer spiller med et anførerbind relateret til Fifa-kampagner, men Danmark holder altså fast i at spille med sit eget bind, der er en del af en antidiskriminationskampagne.
- Jeg har hørt i dag, at Simon kommer til at spille med det, så jeg går ud fra, at Danmark også fører "One Love"-anførerbindet videre, siger Christian Eriksen.
- Jeg ved ikke, hvad konsekvensen kan være ved at gøre det.
Danmark spillede også med anførerbindet i Nations League-kampene mod Kroatien og Frankrig i september og ansøgte herefter Fifa om at spille med det ved VM.
Uagtet Fifas udmelding har det hele tiden været landsholdets intention at spille med anførerbindet, siger DBU's fodbolddirektør, Peter Møller.
- Der er ikke noget, der har ændret sig. Intentionen har hele tiden været, at vi vil spille med det armbånd, og det vælger vi så at gøre, siger Peter Møller.
Han frygter ikke for konsekvensen ved at spille med anførerbindet, selv om det strider mod Fifas ønske om at spille med et andet anførerbind.
- Jeg aner ikke, hvad straffen kan blive. England og Holland spiller dagen inden os, så det kan være, at vi er klogere, når de har spillet, siger Peter Møller.
Han fastslår, at DBU og spillerne ikke har Qatar-kritiske initiativer på vej, og så fortæller han om unionens tre spor på at gøre opmærksom på menneskerettighedssituationen i Qatar.
- Vi har kørt tre spor. Vi har kørt en kritisk dialog internt med Fifa, vi har haft et ønske om at spille med et budskab på en træningstrøje (Human Rights for All, red.), men det er blevet afvist.
- Sammen med England, Tyskland og Holland har vi ønsket at spille med det her anførerbind, og vi går sammen om at spille med det under VM, siger fodbolddirektøren.
Danmark åbner VM mod Tunesien på tirsdag.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde