En flot redning af Søren Rasmussen i absolut sidste sekund sikrede onsdag aften det danske herrehåndboldlandshold en sejr på 29-28 i andetdagsgildet mod Island i Reykjavik.
Dermed blev traditionen for, at Danmark og Island spiller tætte kampe på håndboldbanen holdt ved lige. Tirsdag endte den første af to træningslandskampe 33-33.
Det var de sidste to testkampe, inden landsholdet møder Schweiz i to kampe, hvor den samlede vinder kommer til VM, der spilles i Sverige i januar næste år.
Bortset fra en islandsk føring på 16-13 fulgtes de to hold ad gennem hele første halvleg af onsdagens kamp foran 2000 tilskuere. Ved pausen var stillingen 17-17, men en dansk scoringspause på fem minutter hjalp Island til en føring på 20-17, inden der atter blev kontakt ved 24-24.
Mikkel Hansen blev ligesom i den første kamp den helt store danske profil med otte mål, mens Lars Christiansen scorede syv gange.
Landstræner Ulrik Wilbek er ovenud tilfreds med sit holds udflugt til sagaøen:
- Islændingene er ikke et mandskab, der spiller træningskamp for lavt blus. De giver den fuld skrue, så vi er blevet maksimalt udfordret.
- I modsætning til tirsdagens kamp, var der i aften langt mere styr over angrebet. Vi er blevet klogere på, hvem der skal figurere i vores 6'er. De to store udfordringer nu ligger i at finde ud af, hvilke spillere, der skal supplere dem, og hvordan vi får optimeret vores forsvar, siger Ulrik Wilbek.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned