Danmark varmer op til brag med sikker sejr i VM-kvalen
Signe Bruun (med nummer 20) har scoret 11 mål i 5 kampe for Danmark i VM-kvalifikationen. (Arkivfoto) Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Danmark har fem sejre og en målscore på 31-1 efter en sikker sejr over Bosnien-Hercegovina.
Danmark holder kursen mod VM i Australien og New Zealand i 2023.
Torsdag eftermiddag slog holdet uden den skadede stjernespiller Pernille Harder på udebane Bosnien-Hercegovina med 3-0 i kvalifikationen.
Signe Bruun fortsatte sin vilde målstime med en enkelt scoring, ligesom Kathrine Kühl og Emma Snerle kom på tavlen.
Danmark har fem sejre og en målscore på 31-1 efter holdets første fem kampe i gruppen.
Danmark kom foran efter blot 35 sekunders spil, da den 18-årige midtbanespiller Kathrine Kühl fra kanten af feltet flot følte bolden op i hjørnet.
I det hele taget sad danskerne tungt på kampen fra første fløjt, og der var adskillige chancer til mere, inden det efter et kvarter blev 2-0 ved Signe Bruun.
Lyon-angriberen var vågen og sendte en returbold over stregen, efter at rutinerede Sanne Troelsgaard havde sendt et forsøg på overliggeren.
Målet var Bruuns 11. i de fem hidtidige gruppekampe. Hun scorede blandt andet fem gange i det omvendte opgør, som Danmark vandt 8-0.
Uden at sprudle var Danmark herefter i fuld kontrol med kampen. Til tider var det bosniske felt belejret, men hjemmeholdet stod også meget lavt, så det var småt med store, åbne chancer indtil opgørets slutfase.
Efter 78 minutter headede forsvarsspilleren Rikke Sevecke på stolpen, og få minutter senere blev det 3-0 ved indskifteren Emma Snerle.
Fortuna Hjørring-profilen udnyttede en ny returbold og sendte bolden i nettet til slutresultatet efter en dansk triplechance.
Også Rusland har gjort rent bord i gruppen efter fem kampe. Torsdag gik det ud over Aserbajdsjan, der blev slået 4-0.
Netop Danmark og Rusland dyster i Viborg tirsdag fra klokken 18.
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker