De danske håndboldherrer kom igen i alvorlig modvind, da holdet mødte Makedonien i den første kamp i mellemrunden ved EM i Serbien.
Men det endte i modsætning til opgørene mod Serbien og Polen med en kneben dansk sejr på 33-32.
Danmark skulle vinde for at bevare håbet om at nå en semifinale, og muligheden lever altså fortsat med de to danske point.
Hans Lindberg spillede en kanonkamp som højre fløj og satte den afgørende scoring ind på kontra i det sidste sekund af kampen.
Mikkel Hansen stemplede for første gang ved dette EM ind i turneringen med mange flotte og vigtige scoringer. AG København-stjernen viste med 12 mål omsider, hvilken klassespiller han er.
Uden Mikkel Hansen havde Danmark ikke vundet kampen, og det lover godt inden de kommende kampe.
Beogradska Arena var spækket med flere tusinde makedonske tilskuere, som larmede endnu mere, end da Danmark tabte til Serbien i det indledende gruppespil.
Arenaen med plads til 20.000 tilskuere var ikke fyldt til randen, men det var nok til at skabe en heksekedel, hvor de danske spillere havde svært ved at høre hinanden.
Med publikum i ryggen begyndte makedonerne som lyn og torden og var en overgang oppe at føre med seks mål i første halvleg. Men Danmark fik dog reduceret til 16-19 kort før pausefløjt.
Bo Spellerberg fik sine første minutter ved EM, og det var en fornøjelse at se KIF Kolding-profilen i aktion ved EM. Det var ikke til at se, at playmakeren har været ude af kamptræning i fem uger. Flot præstation.
Niklas Landin begyndte svagt i det danske mål, men efter en tur på bænken kom han ind og spillede en afgørende rolle, da Danmark kom tilbage i anden halvleg.
Mens Lindberg havde en god dag, var fløje på modsatte side, Anders Eggert og Lars Christiansen, for ineffektive.
Det danske forsvar savner også fortsat at stå sikkert og kompakt i en hel kamp, og især makedonernes Kiril Lazarov fik lov at gøre, hvad der passede ham.
Danmark har nu to point i mellemrunden, hvor holdet mangler at møde Tyskland og Sverige. Det kræver yderligere to danske sejre, hvis medaljehåbet skal holdes i live.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned