Danmarks bedste: Vi stressede for meget før pausen
Stine Jørgensen fik for alvor skudt sig ind i EM-turneringen i den flotte anden halvleg mod Polen.
Det danske kvindelandshold spillede to halvlege som nat og dag, da holdet lørdag eftermiddag hentede den nødvendige sejr over Polen ved EM i Ungarn og Kroatien.
Danmark vandt med de sikre cifre 28-19, men det krævede en alvorlig pausesnak at få angrebsspillet på rette spor, erkender Stine Jørgensen, der blev valgt som bedste dansker.
- Vi blev nok lidt overraskede over, at vi havde så mange muligheder, specielt i kontrafasen. Vi stressede lidt, og det kom til at gå for stærkt. Vi var nok også en smule nervøse, fordi vi vidste, at vi skulle vinde, forklarer Jørgensen.
- Vi fik i pausen snakket om, hvordan vi skulle løbe kontraerne, og blev enige om, at vi ikke nødvendigvis skulle afslutte efter tre afleveringer, men gerne måtte slå bolden i jorden, hvis der ikke var plads.
- Vi spillede en rigtig god anden halvleg, hvor Sandra (Toft, red.) stod helt fantastisk, og angrebsspillet flød, siger venstrebacken.
Med fem flotte scoringer fik FCM-skytten for første gang i turneringen for alvor skudt sig ind, og hun havde også en stor andel i, at Maria Fisker i anden halvleg spillede stærkt på venstre fløj.
- Ja, det var det dejligt, og det var hele vejen over bagkæden, at folk havde tur i den i dag, siger Stine Jørgensen, der i alle kampe må trække et stort læs på sin position, fordi afløseren Anne Mette Hansen ikke får meget spilletid.
- Jeg er ikke træt, men jeg kan godt mærke under opvarmningen, at jeg lige skal have gang i kroppen. Men det er ikke noget problem, for jeg har prøvet det før, siger Stine Jørgensen.
Danmark spiller igen mandag aften mod værtsnationen Ungarn.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned