Danmarks Davis Cup-hold skal møde Spanien om billet til Final 8
En samlet sejr over Serbien betyder, at Danmark er videre til anden kvalifikationsrunde i Davis Cup. Her venter Spanien i efteråret. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Til efteråret skal det danske tennislandshold møde Spanien i playoffkamp om en plads ved Final 8 i Davis Cup.
Det danske Davis Cup-hold i tennis tørner i efteråret sammen med Spanien om en plads ved Final 8 for verdens otte bedste nationer.
Det står klart, efter at Spanien søndag har vundet samlet mod Schweiz i første kvalifikationsrunde og dermed har sikret sig videre deltagelse.
Over to singlekampe lørdag havde Spanien bragt sig foran 2-0, inden spanierne Pedro Martinez og Jaume Munar søndag tog den tredje og afgørende sejr i en doublekamp.
Spanien klarede således sin opgave ganske sikkert trods fraværet af den spanske verdenstreer, Carlos Alcaraz, der i denne omgang slet ikke var en del af det spanske landshold.
Danmark gik lørdag videre til efterårets anden kvalifikationsrunde, da tennislandsholdet med tre sejre vendte det hele på hovedet mod Serbien.
Efter fredagens to singler førte Serbien med 2-0, men kaptajn Frederik Løchte Nielsens tropper leverede et comeback af de helt store foran godt 10.000 tilskuere i Royal Arena i København.
Ifølge Dansk Tennis Forbund er det første gang, at Danmark har vendt 0-2 til en sejr på 3-2 i den traditionsrige turnering.
Comebacket blev fuldendt af 21-årige Elmer Møller, der er nummer 149 på verdensranglisten.
Danskeren slog verdens nummer 94, Hamad Medjedovic, i tre sæt.
Det er allerede bestemt, at efterårets dyst vil blive spillet i Spanien.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker