Danmarks eneste professionelle spiller bridge med Bill Gates

Dennis Bilde spiller i næste uge EM i Herning. Den 34-årige aarhusianer er Danmarks eneste professionelle bridgespiller. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Danmarks eneste professionelle bridgespiller boltrer sig som regel udenlands, men er med på det danske landshold, som fra 24. juli spiller EM i Herning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er ikke alle og enhver, der flere gange om året får mulighed for sådan lige at dumpe ind i multimilliardærer og filantroper som Bill Gates og Warren Buffett.

Men det gør Dennis Bilde.

Den 34-årige aarhusianer er hverken multimilliardær eller filantrop, men ligesom de to verdenskendte amerikanere er han ihærdig udøver af kortspillet bridge. Så ihærdig, at han er professionel. Danmarks eneste.

Og for et par år siden ville lodtrækningen det, at Dennis Bilde skulle dyste med Bill Gates. Derfor endte de ved samme bord på Hawaii og fik en sludder om verdenssituationen.

- Det var meget specielt. Han var rigtig hyggelig. Vi talte lidt om bridge, og han var meget nede på jorden, siger Dennis Bilde.

- Jeg har spillet i turneringer med ham en del gange. Ham og Warren Buffett er meget engagerede bridgespillere, siger Bilde og beretter, at Gates som regel er flankeret af bodyguards, når han viser sig til bridgeturneringer.

Bodyguards behøver Dennis Bilde ikke. Så kendt er han heller ikke. Men måske tænker du: "Professionel bridgespiller - kan man virkelig være det?" Ja, det kan man søreme. Men det har Bilde heller ikke altid vidst.

- Begge mine forældre spillede bridge, og jeg er vokset op i et miljø, hvor der blev spillet meget kort. Så det skulle jeg også prøve kræfter med, og jeg blev bidt af det.

- I mange år vidste jeg ikke, at der eksisterede professionel bridge. Jeg spillede bare på ungdomslandsholdene og fandt ud af, at jeg var god til det, siger Dennis Bilde.

Da han blev en stor knægt, var han ikke specielt interesseret i at blive hverken elektriker eller ingeniør. Han kunne bare godt lide at spille kort, så han droppede uddannelse og drog mod USA, hvor han opdagede muligheden for at leve af sin hobby.

- Jeg tog nogle ture og spillede de største turneringer, som man kan sammenligne med grand slams i tennis. Jeg gjorde det godt og skabte mig et navn. Og så begyndte jeg at få kontrakter, siger han.

I modsætning til et andet kortspil som poker er det ikke præmiepenge, man lever af i bridge. Man lever af at være på kontrakt hos for eksempel en rigmand.

- De kan have bridge som hobby og have et ønske om at spille med nogle af de bedste. Hvis du vil spille en runde golf med Tiger Woods, skal du nok også betale en masse penge.

- Så de køber sig til nogle af de bedste spillere, som de aflønner, og så kan de selv spille med i verdenstoppen og konkurrere med de bedste i de største turneringer, siger Dennis Bilde.

Danskeren er i stald hos erhvervsmanden Larry Lebowitz, som ikke er bleg for at åbne godt op for tegnedrengen.

- Hvis jeg spiller de tre Nationals, som svarer til grand slams, så tjener jeg tæt på en million kroner. Jeg får rigtig mange penge for at dyrke min hobby, og det er en kæmpe drøm. Ved at spille i hvad der svarer til en måned, hæver jeg en stor hyre. Det er privilegeret, siger han.

Fra 24. juni skal Dennis Bilde udleve en anden stor drøm. Her får han nemlig mulighed for at spille EM på hjemmebane, når Herning lægger kongrescenter til mesterskaberne.

- Jeg har faktisk lidt svært ved at sætte ord på det. Jeg er meget spændt på det. Det bliver rigtig, rigtig stort, og det er meget specielt for mig.

- Jeg har min gang i det internationale bridgemiljø som den eneste danske spiller. Ligesom tennisspillere rejser man rundt og render på de samme mennesker. Nu er der mange af dem, der kommer til Danmark, og det er kæmpestort, siger Bilde.

Og målet er klart.

- Jeg har aldrig klaret mig særlig godt til EM, så min drøm er at vinde en medalje med et dansk landshold.

/ritzau/

20.000 danskere er medlem af en bridgeklub

* Såkaldt kontraktbridge blev opfundet i 1925.

* Den Internationale Olympiske Komité anerkendte i 1999 bridge som sport.

* I 2023 var der 20.253 medlemmer af Danmarks Bridgeforbund. Medlemstallet toppede i 2002 med 28.641 medlemmer.

* Danmarks Bridgeforbund tæller cirka 300 klubber fordelt på 11 distrikter rundt omkring i landet.

* Organiseret turneringsbridge spilles af cirka 700.000 mennesker i 125 lande.

* Danmarks Bridgeforbund modtager hvert år cirka 600.000 kroner i støtte fra Danmarks Idrætsforbund.

Kilde: Danmarks Bridgeforbund.

/ritzau/

Sådan spilles bridge

Hvis man spørger Dennis Bilde, så er bridge det ultimative kortspil, som man aldrig bliver udlært i. Det tager lang tid at lære og lang tid at mestre, som han siger.

Her er en kort og meget forsimplet forklaring af, hvad bridge er for en størrelse:

* Bridge spilles af fire spillere - to par.

* Man spiller med 52 kort - 13 til hver.

* Bridge består af to dele - meldinger og spil. Man spiller sammen med en makker, og sammen skal man finde ud af, hvor mange stik man kan tage i alt.

* I meldefasen melder man efter tur. Den, der afgiver den højeste melding, vinder kontrakten. Kontrakten danner grundlag for spillets anden del.

* I den anden del, spillet, skal du eller din makker leve op til kontrakten ved at tage det antal stik, I har meldt. Hvis det lykkes, får I point. Hvis det ikke lykkes, får modstanderparret point.

* Der er bonus for at melde højt, altså at man forventer at kunne tage mange stik. Melder man for højt, er der imidlertid risiko for, at man ikke kan leve op til kontrakten, og så taber man point.

Kilde: Danmarks Bridgeforbund.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu