Danmarks fodboldkvinder er svære at regne ud
Nils Nielsen sender lørdag aften sit kvindelandshold på banen mod de regerende tyske europamestre i kvartfinalen ved EM i Holland. Foto: /ritzau/Dresling Jens / Arkiv
/ritzau/Dresling Jens
Landstræner Nils Nielsen ændrer systemer og skifter ud i startopstillingen, alt efter hvem Danmark møder.
Det må være en anelse svært for Tyskland at lægge en nøjagtig slagplan for at slå de danske fodboldkvinder i lørdagens EM-kvartfinale.
Landstræner Nils Nielsen benytter sig af forskellige systemer og skifter også ud i startopstillingen fra kamp til kamp.
- Vi har ændret vores fokus i de forskellige kampe. Vi har sagt, at vi skal have de her ting i spil, hvis vi skal vinde i dag.
- Derfor har det måske set ud til, at vi har lavet en hel masse ting om, men rent faktisk har vi ikke ændret på vores normale spilkoncept, forklarer Nils Nielsen før kvartfinalen.
I den første gruppekamp mod Belgien stillede Danmark op i en fleksibel 3-2-3-2-opstilling, men det blev ændret til en 4-4-2-formation mod Holland og Norge.
Hvilke spillere, der er blevet benyttet på de enkelte positioner, har også ændret sig.
Forskellige spillere er blevet benyttet i venstre forsvarsside, på den centrale midtbane, højrekanten og i angrebet.
- Vi havde planlagt en masse ting hjemmefra omkring hvilke spillere, der ville passe godt til de forskellige modstandere, siger Nils Nielsen.
Matchvinderen i 1-0-sejren over Belgien, Sanne Troelsgaard, har haft en kamp som højrekant og to på den centrale midtbane.
- Jeg kender min opgave på de forskellige positioner.
- De fleste kampe på landsholdet har jeg spillet i højresiden. Når jeg ligger centralt, skal jeg lige vænne mig til, at jeg har flere spillere omkring mig og en bagkæde, jeg skal lytte til, siger hun.
Den vel nok mest bemærkelsesværdige ændring, Nils Nielsen har foretaget, er at sende angriberen Stine Larsen fra angrebet ned i midterforsvaret.
Det skete nu mere af nød end af lyst, da landsholdet er blevet ramt af to skader i midterforsvaret. Stine Larsen har dog en fortid som midterforsvarer.
Kvartfinalen mellem Danmark og Tyskland spilles lørdag klokken 20.45 i Rotterdam.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde