Nok er superveteranen Frans Nielsen klar til en sidste landsholdstørn. Og nok råder holdet i Nikolaj Ehlers over en international klasseforward.
Men trods de to prominente forstærkninger er det alt i alt et dansk ishockeylandshold i en svækket udgave, der er ankommet til VM i Finland.
Efter afbud fra måltyven Nicklas Jensen, rutinerede Mikkel Bødker og fysisk stærke Patrick Russell mangler landstræner Heinz Ehlers tre af sine bedste forwards.
Og så stor er bredden ikke i dansk ishockey, at man uden videre kan finde afløsere af samme kaliber.
- En powerforward som Nicklas Jensen, der lavede fem mål ved sidste VM, erstatter man jo ikke en til en. Det har vi ikke nogen, der kan.
- Mikkel Bødker er en fantastisk ishockeyspiller, som man heller ikke lige finder. Russell var under OL måske vores bedste forward. Det er spillere, der er svære at erstatte, erkender Heinz Ehlers.
At det danske landshold afsluttede forberedelserne ved at banke Storbritannien 8-0 i en testkamp, skal man ikke lade sig narre af.
Briternes niveau imponerede ikke, og der er næppe lagt op til dansk målfest, når det bliver alvor. Tværtimod beordrer Ehlers fuld fokus på defensiven. Her er hans hold nemlig i noget nær stærkeste opstilling.
- Sådan er det. Mod Storbritannien var vi temmelig dominerende, men det er jo ikke den type ishockey, vi kommer til at spille, når vi møder de gode nationer.
- Der kommer vi til at have pucken mindre, og så gælder det om at kunne forsvare sig ordentligt og kunne få nogle powerplay, så vi kan score og afgøre kampene, lyder slagplanen fra landstræneren.
Målene skal først og fremmest komme fra topkæden, hvor Frans Nielsen bliver center mellem Nikolaj Ehlers og Joachim Blichfeld.
Særligt samarbejdet mellem Ehlers og Blichfeld ser lovende ud. Den sprælske duo kørte fuldstændig rundt med briterne i søndags, hvor Blichfeld scorede fire gange.
Det er første gang, den 23-årige San Jose-spiller, skal demonstrere sine målscorerkvaliteter ved et senior-VM.
Han har ikke fået det håbede NHL-gennembrud, men har vist sig som en stabil målskytte på niveauet lige under.
- Han er typisk "sniper" (snigskytte, red.). Han behøver ikke at lede så meget efter pucken, for den dumper tit ned foran hans stav.
- Samtidig kommer han ind i de positioner, hvor det gør lidt ondt foran mål. Det er en måltyv, ham der. Han vil score, lyder skudsmålet fra Heinz Ehlers.
Landstræneren har været begejstret for Blichfelds bidrag i træningslejren, hvor han har scoret i alle de fire testkampe, han har deltaget i.
- Han kommer fra en sæson, hvor han har lavet fornuftigt med point, men han er sikkert lidt skuffet over, at det ikke er blevet til NHL-kampe.
- Alligevel er han kommet ind med supergod energi og er helt klart en forstærkning.
- Nikolaj (Ehlers, red.) og han har lyst til at spille sammen, og så må vi håbe, at de kan tage kemien med videre til VM. Nu kommer Frans til at spille imellem dem, så han kan styre dem lidt, siger Heinz Ehlers.
Danmark åbner VM mod Kasakhstan lørdag formiddag.
/ritzau/
Seneste artikler
Tre NFH-spillere udtaget til landsholdet
- Som at tisse i bukserne: Har fundet 184 millioner kroner i næste års budget
De kom, så - og skred igen
Fortsætter eftersøgningen efter Maibritt
NFH stryger direkte til tops: Storsejr med kedelig bismag
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
- Et godt tidspunkt