Danmarks VM-rivaler skuffer i testkampe

Det var en skidt onsdag aften for rivalerne i Danmarks VM-kvalifikationsgruppe. Både Italien, Tjekkiet, Bulgarien og Malta fra Danmarks VM-kvalifikationsgruppe var i aktion i diverse testkampe.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kun Tjekkiet formåede at få et uafgjort resultat med sig hjem fra Ungarn, men ellers var der tale om lutter nederlag til de øvrige rivaler.

Italien, som fører Danmarks VM-gruppe, tabte på hjemmebane med 1-2 til Argentina.

Napoli-angriberen Gonzalo Higuain bragte Argentina foran efter 20 minutter spil, inden Ever Banega øgede til 2-0 efter 49 minutter. Lorenzo Insigne reducerede til 1-2 et kvarter før tid for Italien.

Lidt bedre gik det for Tjekkiet, som også er med i Danmarks VM-kvalifikationspulje, spillede 1-1 ude mod Ungarn.

Angriberen Libor Kozak bragte tjekkerne foran 1-0 efter 22 minutter, inden ungareren Balazs Dzsudzsak udlignede efter knap en time.

Bulgarien tabte med 0-1 på udebane til Makedonien, der også vandt en testkamp over Danmark tidligere på året. I den kamp tabte Danmark med 0-3.

Danmarks næste modstander i VM-kvalifikationen er Malta, som onsdag aften tabte 0-3 på udebane til Aserbajdsjan.

Danmark skal møde Malta på udebane fredag 6. september, inden Armenien venter på danskerne fire dage senere.

/ritzau/