Danmarks volleyballherrer slutter EM med serbiske prygl
Danmark er færdig ved EM-slutrunden i volleyball efter et nederlag på 0-3 i sæt til de forsvarende europamestre fra Serbien, der i kvartfinalen møder Belgien.
Det var noget nær en umulig opgave, det danske volleyball-landshold var kommet på tirsdag aften i knockout-kampen om en plads i EM-kvartfinalen.
På den anden side af nettet stod de forsvarende europamestre fra Serbien, som med en hurtig 3-0-sejr fik slukket danskernes håb om at levere endnu en sensationel præstation ved dette års slutrunde.
25-17, 25-17, 25-22 endte sættene i serbernes favør efter en intens, men ulige kamp.
Allerede i første sæt viste serberne, at der er klasseforskel på de to hold. Selvom det lykkedes Danmark at holde trit med det stærke serbiske hold i begyndelsen, trak Serbien effektivt fra til en 25-17-sætsejr.
Danskerne gjorde deres bedste for at bide fra sig, men et stærkt spillende serbisk hold tillod aldrig Danmark at komme helt ind i kampen om andet sæt, der efter 25 minutter igen faldt ud til serbernes fordel 25-17.
Gennem hele turneringen har det danske hold fokuseret på at holde gejsten oppe og kæmpe for hver eneste bold. Det gjorde de også mod Serbien, men de tårnhøje modstandere formåede alligevel gang på gang at tage stribevis af point mod danskerne.
Danmark har imponeret ved EM på hjemmebane ved sensationelt at gå videre fra pulje A.
I første kamp tabte danskerne 0-3 til OL-bronzevinderne fra Italien, men viste flot spil, som blev fulgt op i 1-3-nederlaget til Belgien.
Mod Hviderusland kulminerede det gode spil i en intens 3-2-sejr, der fik skrevet danskerne i historiebøgerne som det første danske volleyballhold nogensinde til at gå videre ved en EM-slutrunde.
Alligevel var det kun de færreste, der troede på, at Danmark ville kunne gøre mere end blot at presse Serbien.
Tredje sæt blev dog en tæt forestilling, og Danmark spillede lige op med europamestrene frem til 8-8, hvorefter serberne genfandt rytmen og til sidst med nød og næppe hev sættet hjem 25-22.
Med sejren sikrer serberne sig en plads i kvartfinalen mod Belgien, som danskerne tabte 1-3 til i puljespillet. Kvartfinalen bliver spillet onsdag klokken 20.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie