Dansk 49'er tilbage i OL-medaljekamp
Det blev en god søndag for de danske 49'er-sejlere Allan Nørregaard og Peter Lang, da OL-bådene gennemførte 12. og 13. sejlads ved Weymouth.
Den danske båd sluttede begge sejladser på fjerdepladsen, men lige så vigtigt var det, at flere konkurrenter sluttede langt tilbage i feltet. Dermed kan danskerne stadig håbe på at stå på podiet, når medaljerne uddeles på onsdag.
Danskerne er på syvendepladsen, men bådene mellem 3.- og 7.-pladsen ligger meget tæt, og dermed er billedet helt anderledes lyst end før dagens sejladser, hvor bronzemedaljen syntes lysår væk.
Specielt den finske båd hjalp Nørregaard og Lang tilbage i konkurrencen. De to finner startede på tredjepladsen, men havde en katastrofal dag med en 11.- og en 19.-plads.
Samtidig havde andre medaljekandidater som Storbritannien og Frankrig begge én dårlig placering i modsætning til danskerne.
De to sidste ordinære sejladser afvikles mandag, mens der er medaljesejlads på onsdag.
Surferen Sebastian Fleischer spillede til gengæld aldrig nogen rolle i kampen om medaljer. Fleischer sluttede søndag sin OL-deltagelse med to afdelinger, hvor han endte som nummer 28 og 26.
Dermed blev det en 29.-plads samlet og langt fra den top-10, som havde skaffet ham adgang til medaljesejlads på tirsdag.
Heller ikke Henriette Koch og Lene Sommer i kvindernes 470-jolle gør væsen af sig i kampen om metallet. Den danske båd sluttede søndagens to sejladser som nummer 14 og 16 og indtager en 15.-plads samlet. Der mangler stadig fire ordinære sejladser.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde