Dansk 800 meterhåb udgår med skade ved EM

Annemarie Nissen (bagest) slettede i januar en 25 år gammel rekord, men udgik fredag ved EM. Foto: Piroschka Van De Wouw/Reuters

Annemarie Nissen udgik fredag af sit indledende heat ved EM i Apeldoorn, hvor Ida Beiter Bomme skuffede.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det danske håb på 800 meter ved indendørs-EM i atletik udgik fredag af sit indledende heat.

Annemarie Nissen var tapet op og så mærket ud allerede tidligt i løbet, inden hun forholdsvist hurtigt måtte opgive at gennemføre.

Hun havde på forhånd fortalt om problemer med sin akillessene på grund af de kortere baner indendørs, og de blev tilsyneladende for meget for 800 meterprofilen.

Hun satte i 2023 dansk rekord på distancen udendørs, og i januar slettede hun også en 25 år gammel rekord indendørs ved at løbe 2 minutter og 2,15 sekunder, hvorfor der altså var visse forventninger til præstationen i hollandske Apeldoorn.

EM åbnede fredag for Danmarks vedkommende med to atleter i aktion.

Sofia Thøgersen blev nummer fem i sit indledende heat på 1500 meter og gik ikke videre.

Ida Beiter Bomme blev til gengæld nummer tre i sit indledende heat på 60 meter hæk og strøg videre til fredagens semifinaler med en fin tid på 8,01 sekunder.

Her startede Bomme godt, men med 8,12 sekunder var hun meget langt fra en finaleplads.

Lørdag ved middagstid skal den fjerde og sidste danske deltager i aktion, når Simon Hansen tager hul på 60 meter.

/ritzau/