Dansk angriber hjælper Bodø/Glimt videre i Europa League

Kasper Høgh har scoret seks gange i Europa i denne sæson. Foto: NTB/Reuters

Kasper Høgh omsatte et straffespark, da Bodø/Glimt slog Twente 5-2 og spillede sig videre i Europa League.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det norske mesterhold Bodø/Glimt indløste torsdag adgang til Europa Leagues ottendedelsfinaler efter et stort drama mod hollandske Twente og en samlet 6-4-sejr efter forlænget spilletid.

Den danske angriber Kasper Høgh bidrog til festen, da han ti minutter inde i anden halvleg meget sikkert omsatte et straffespark til 1-1, efter at hollænderne var kommet foran før pausen på et selvmål.

Det var 24-årige Høghs sjette mål i europæisk fodbold i denne sæson, og den tidligere Randers FC, Hobro- og AaB-angriber har nu scoret i alt 18 gange i 37 kampe for nordmændene.

Også den danske stopper Villads Nielsen startede inde, men både han og Høgh blev taget ud, inden kampen i overtiden eksploderede.

Bodø/Glimt scorede to gange og bragte sig på kurs mod en samlet 4-3-sejr efter 2-1 til hollænderne i første opgør.

Med i den ordinære spilletids sidste aktion fik Twente udlignet, og opgøret måtte i forlænget spilletid. Her lynede værterne to gange, blandt andet takket være opgørets tredje selvmål, og vandt 5-2 på aftenen og altså 6-4 samlet.

Bodø/Glimt har i fredagens lodtrækning skotske Rangers og græske Olympiakos som mulige modstandere.

Videre i turneringen er også italienske AS Roma, der med en bænket Victor Nelsson hjemme slog FC Porto 3-2 efter blandt andet to træffere af Paulo Dybala.

Roma kan fredag trække enten Athletic Club fra Bilbao eller ærkerivalen Lazio.

Galatasaray med Elias Jelert spillede hjemme 2-2 med AZ Alkmaar, og hollænderne er dermed videre med samlet 6-3 og møder nu enten Manchester United eller Tottenham.

Senere torsdag gik Ajax med danskerne Christian Rasmussen og Anton Gaaei videre til ottendedelsfinalerne efter et drama.

Ajax tabte 1-2 efter forlænget spilletid til Royale Union, men gik samlet videre med en 3-2-sejr.

Christian Rasmussen udgik med en skade kort før pausen, mens Anton Gaaei kom ind fra anden halvlegs start.

Ajax spillede halvanden time i undertal, men hollænderne lykkedes alligevel med at score et mål i den forlængede spilletid, så de kunne gå videre.

Også danskerne Mads Engaard og Frederik Ihler havde en aktie i Moldes avancement til ottendedelsfinalerne i Conference League.

Engaard og Ihler scorede begge i den straffesparkskonkurrence, der sendte Molde videre med en samlet sejr over Shamrock Rovers.

/ritzau/