Dansk badmintonsucces i Indonesien

Begge danske mixeddoublepar spillede sig i dag videre til semifinalerne ved Super Serie-turneringen Indonesia Open.

Der er stadig chance for en ren dansk finale i mixeddouble ved Super Serie-turneringen Indonesia Open. Både Thomas Laybourn og Kamilla Rytter Juhl samt Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen er således klar til turneringens semifinaler.
Laybourn og Rytter Juhl, der er seedet som nummer fire i turneringen, viste stor styrke, da de mødte det sjetteseedede kinesiske par Zhang Yawen og Xie Zhongbo. Danskerne dominerede klart og vandt i to sæt med cifrene 21-11, 21-16 efter 37 minutters spil.
For Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen måtte der lidt mere arbejde til, inden semifinalepladsen kom i hus. Det danske par skulle bruge lidt over en time, inden en sejr i tre sæt over en sydkoreansk konstellation blev sikret. Danskerne tabte første sæt med 20-22, men vandt derefter de to efterfølgende sæt.
Hvis de to danske mixeddoublepar fortsætter succesen i Indonesien, skal de mødes i finalen.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret