Dansk bryder er klar til VM-finalen
Turpal Bisultanov ses her under EM i april. Danskeren blev europamester. Foto: Tibor Illyes/Ritzau Scanpix
Turpal Bisultanov skal søndag bryde om VM-guld mod et serbisk hjemmebanehåb i 87-kiloklassen.
Den danske bryder Turpal Bisultanov er klar til finalen i 87-kiloklassen ved VM i Beograd.
Den 20-årige bryder sikrede sig finalepladsen lørdag aften, da han vandt sin semifinale over tyrkeren Ali Cengiz med 6-0.
Tidligere under mesterskabet besejrede Bisultanov en bryder fra DR Congo i ottendedelsfinalen og en bryder fra Iran i kvartfinalen.
Finalen afvikles søndag aften, hvor han møder det serbiske hjemmebanehåb Zurab Datunashvili. I forvejen er danskeren europamester, og han er nu kun en kamp fra også at kunne kalde sig verdensmester.
Turpal Bisultanov flygtede fra Tjetjenien som barn med sin familie og har boet i Danmark siden. Sammen med broren Rajbek Bisultanov, der også er topbryder, har han i en årrække jagtet det rødbedefarvede pas, der skal bane vejen til OL. Den jagt fortsætter efter VM.
Brødrene må indtil da ikke bryde under dansk flag i de stævner og mesterskaber, hvor der er OL-pladser på spil.
Oliver Krüger har også været i aktion ved VM, men hans endestation blev allerede i 16.-delsfinalen i 77-kiloklassen, da han tabte sin første kamp ved mesterskabet til japaneren Shohei Yakibu.
Mathias Bak skal i aktion søndag i 97-kiloklassen.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker