Dansk Celta Vigo-spiller står ved kaos-kommentar om klubben
U21-landsholdsanfører og Celta Vigo-spiller Mathias Jensen endte onsdag i et spansk stormvejr. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Onsdag nægtede Mathias Jensen kommentaren om "kaos" i Celta Vigo, men nu står han alligevel ved udtalelsen.
Den danske Celta Vigo-spiller Mathias Jensen skal vænne sig til at være i mediernes søgelys. Det siger fodboldspilleren i et interview med TV2 Sport.
- Jeg har ikke prøvet det før, så det er klart, at jeg nu skal tænke mig lidt mere om, når jeg skal sige noget. Jeg er godt klar over, at medierne kan dreje og vende det, som de vil det, lyder det fra U21-landsholdsanføreren.
Udmeldingen kommer, et døgn efter at Mathias Jensen udtalte sig kritisk om sin klub til B.T.
I et interview med avisen fortalte danskeren, at der er "kaos" i klubben.
- Det er en svær situation, hvor jeg nu spiller under den tredje træner, siden jeg ankom i august. Det er kaos, men vi må se, om vi kan redde den, lød det onsdag fra 23-årige Mathias Jensen.
Men kommentaren faldt Celta Vigo for brystet, og der gik ikke længe, før fodboldspilleren vendte på en tallerken og benægtede udtalelserne i en pressemeddelelse fra klubben.
Således kunne man på Celtas hjemmeside onsdag eftermiddag læse, at den unge dansker nægter at have fremsat kritik af forholdene i klubben.
Men nu bekræfter Mathias Jensen alligevel det, der står i den oprindelige artikel fra B.T.
- Jeg vil sige, da det kommer ud, er jeg ikke så overbevist om, at jeg har sagt det. Men jeg finder så ud af, at jeg har sagt det, siger Mathias Jensen til TV2 Sport.
Selv kalder han misæren for "en misforståelse".
- Jeg har snakket med klubben, og de er overhovedet ikke gale på mig, og de forstår, at sådan noget godt kan blive misforstået, forklarer danskeren til TV 2 Sport.
Mathias Jensen skiftede i sommer fra FC Nordsjælland til den galiciske klub. Men opholdet har foreløbig ikke formet sig som håbet.
Holdet har ikke kunnet leve op til de senere års præstationer, og to trænere er blevet fyret undervejs i sæsonen.
Dertil kommer, at den danske midtbanespiller har haft svært ved at tilkæmpe sig spilletid - blandt andet fordi han var skadet det meste af efteråret.
Celta, der ud over Mathias Jensen også har Pione Sisto og Andrew Hjulsager i truppen, er tredjesidst og dermed under nedrykningsstregen i den bedste spanske liga.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde