Dansk cykeltalent snupper tredje sejr i tyrkisk rundtur
Tobias Lund Andresen (DSM) har lavet hattrick i Tyrkiet Rundt. (Arkivfoto). Foto: Jasper Jacobs/Ritzau Scanpix
Tobias Lund sejrede lørdag for tredje gang under dette års Tyrkiet Rundt. Han vandt efter en massespurt.
Det danske cykeltalent Tobias Lund Andresen (DSM) er velkørende på de tyrkiske veje.
Det satte han en fed streg under lørdag eftermiddag, da han efter lidt mindre end tre timer på cyklen tordnede først over målstregen i en massespurt på 7. og næstsidste etape af Tyrkiet Rundt. Det var danskerens tredje sejr i den tyrkiske rundtur.
I spurten i Izmir slog han belgieren Timothy Dupont og spanieren Manuel Penalver.
21-årige Tobias Lund havde ikke vundet et professionelt løb før Tyrkiet Rundt, men han er kommet først over målstregen på 4., 5. og 7. etape.
Den ellers så succesfulde dansker er dog ikke i nærheden af at gøre sig gældende i klassementet. Han førte ellers løbet før 6. etape, men her kom han i mål mere end 20 minutter efter etapevinderen, og han er således en beskeden nummer 66 i løbet.
I maj er det planen, at den talentfulde dansker cykler sin første grand tour, når verdenseliten samles i Giro d'Italia.
Tyrkiet Rundt slutter søndag med en etape på 105,4 kilometer i og omkring Istanbul.
Løbet er en del af UCI ProSeries, niveauet under World Touren, og rangerer på højde med eksempelvis Danmark Rundt.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned