Dansk damedouble er semifinaleklar i sæsonfinale
Badmintonspillerne Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl er som de første danskere klar til semifinalerne i sæsonfinalerne i Malaysia.
Den danske damedouble vandt tidligt torsdag 19-21, 21-16, 21-16 over japanerne Reika Kakiiwa og Miyuki Maeda og har dermed to sejre i to kampe.
I modsætning til årets øvrige turneringer spilles der puljer i sæsonfinalen. Det er kun de otte bedste i verden i hver kategori, der er med i Malaysia. Her spilles der alle mod alle i to puljer af fire, hvorfra de to bedste avancerer til semifinalerne.
Og da gruppens kinesiske duo torsdag eftermiddag vandt over et par fra Thailand, er både danskerne og kineserne klar til semifinalerne, allerede inden de to par tørner sammen fredag i den sidste gruppekamp.
Både danskerne og kineserne har to sejre i to kampe.
Torsdagens sejr var dog ikke sådan ligetil. Men efter at have tabt første sæt kom danskerne flot tilbage og vandt de to efterfølgende sæt efter en time og tre minutters spil.
Det gik ikke lige så godt for herredoublen Mathias Boe og Carsten Mogensen, der tabte til japanerne Hiryuki Endo og Kenichi Hayakawa.
Japanerne vandt 21-18, 21-15 over det danske par, som nu har tabt og vundet en kamp i de to første opgør i turneringen. Parret kan stadig gå videre fra gruppespillet.
Men i og med at et par har trukket sig fra puljen, skal den danske herredouble ikke i aktion fredag.
Danskerne har gode chancer for at gå videre, men taber japanerne i to sæt til det par fra Sydkorea, som danskerne slog onsdag, så skal regnemaskinen i aktion.
Og Mathias Boe har allerede via Twitter krydset fingre for, at koreanerne ikke vinder i to sæt med mellem seks og ni point i alt over japanerne, for så er det slut for danskerne.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned