Dansk dartdronning fortsætter eventyr ved VM
Den danske dartspiller Ann-Louise Peters slog engelske Zoe Jones i kvartfinalen ved kvindernes VM i dart.
Ann-Louise Peters med tilnavnet "The Danish Diamond" fortsætter sit darteventyr ved verdensmesterskaberne, der spilles i England syd for London.
Danskeren slog englænderen Zoe Jones med 2-1 i sæt og er dermed klar til semifinalen ved VM i dart, der er organiseret af det britiske dartforbund.
Det var ellers syvendeseedede Zoe Jones, der var favorit i kvartfinalen på hjemmebane i England, men danskeren ville det anderledes og var hele kampen et skridt foran sin modstander.
Ann-Louise Peters vandt kampen ved at lukke med scoren 160. En præstation ingen kvinde nogensinde før har leveret ved verdensmesterskaberne.
Og den useedede dansker var også lettet efter kvartfinalen.
- Jeg er så stolt over at være her og er selvfølgelig virkelig glad for mit resultat. Alle herovre har taget så godt mod mig, og det er en fornøjelse at være med til. Jeg er virkelig glad, siger Ann-Louise Peters til engelsk tv.
I første sæt lagde Ann-Louise Peters hurtigt ud med at præstere den højest mulige score, 180.
Det banede vejen for, at den danske dartdronning kunne hive første sæt hjem og dermed lægge maksimalt pres på sin modstander.
I andet sæt kastede Zoe Jones de første pile i sættet, men alligevel var Ann-Louise Peters tæt på at komme bedst fra start.
Der spilles først til tre legs i hvert sæt, og danskeren kunne have taget sættets første leg ved at ramme dobbelt 16 på bare et af tre forsøg.
Det lykkedes dog ikke, og efterfølgende formåede Zoe Jones at køre sættet hjem.
I tredje og sidste sæt var danskeren overlegen og med en sikker 3-0-sejr i legs tog "The Danish Diamond" en samlet sejr på 2-1 i sæt og er dermed klar til semifinalen ved VM.
I semifinalen venter enten tredjeseedede Deta Hedman eller sjetteseedede Lorraine Winstanley. De to møder hinanden i kvartfinalen torsdag aften klokken 21.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker