Dansk debuthold får uafgjort i Tyrkiet

Det danske landshold var tæt på at lave en perfekt afslutning på 2012, men Nicklas Bendtner og holdkammeraterne måtte onsdag aften nøjes med 1-1 i en venskabskamp i Istanbul mod Tyrkiet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bendtner bragte de danske gæster foran med 1-0 på et straffespark midtvejs i anden halvleg. Føringen fik dog ikke lov til at holde længe, før Mevlüt Erdinc udlignede til slutresultatet.

Landstræner Morten Olsen havde fået afbud fra et halvt hold forud for opgøret i Istanbul, og det satte sit præg på det danske spil med hele fire debutanter og en masse normale reserver på banen.

Danskerne kom nogenlunde fra start med de to debutanter Casper Sloth fra AGF og venstrebacken Kevin Conboy fra NEC Nijmegen på plænen fra første fløjt. Sloth gjorde det stærkt ved siden af erfarne Nicolai Stokholm på midtbanen.

Conboy fik lavet en del af de nemme fejl, og det satte sig på selvtilliden. Flere gange var hans fejlafleveringer ved at koste dyrt over for et meget svagt tyrkisk hold.

Selv med masser af debutanter - efter pausen fik Emil Larsen og Viktor Fischer også deres første kamp - var det danske opspil mere sammenhængende en tyrkernes. Desværre førte det ikke til særlig mange chancer.

Nicklas Bendtner, der var gjort til anfører i Daniel Aggers skadesfravær, fik bortset fra sit straffesparksmål ikke skabt noget.

Den største trussel kom fra andet geled, hvor Christian Eriksen, Kasper Lorentzen og Emil Larsen kom til afslutninger, uden at det var helt farligt. I kampens indledning fik Eriksen blokeret et udmærket forsøg fra højrekanten.

Et par minutter senere fik Lorentzen presset sig foran hjemmeholdets målmand og en forsvarsspiller og fik afsluttet forbi mål med en lang tå. Conboy skal have kredit for sit flotte indlæg i den situation.

Efter en time blev Emil Larsen prikket fri, og hårdt presset fik han afsluttet. Desværre blev skudforsøget reddet til hjørnespark.

Efter en god times spil lykkedes det så endelig for danskerne at komme i front, da Michael Krohn-Dehli blev fældet efter bandespil med indskiftede Jakob Poulsen.

Selv om tilskuerne piftede højlydt af Bendtner, bankede han sikkert det efterfølgende straffespark i mål.

Kevin Conboy var på den ene eller anden måde involveret, når tyrkerne fik skabt noget farligt. Blandt andet begik han et frispark, som målmand Stephan Andersen akkurat fik reddet på målstregen.

Conboy mistede også en duel i straffesparksfeltet i starten af anden halvleg, hvor værternes Arda Turan var tæt på at heade bolden i mål.

Det var dog rutinerede Simon Kjær, der lavede den mest dyrebare fejl, da han ikke fik tacklet Mevlüt Erdinc, der umiddelbart efter det danske føringsmål kunne udligne til 1-1.

Resultat betyder, at landsholdet blot vandt to kampe i 2012. Det blev til tre uafgjorte og hele seks nederlag.

/ritzau/