Danske toldere beslaglagde sidste år det største antal doping i 10 år, hvor 123.984 piller og ampuller landede i Skats hænder.
Det er mere end tre gange så meget som i 2009, og en syvdobling i forhold til 2008. Årets store høst skyldes, at Skat har intensiveret fokus på doping.
- Tallet er steget rigtig meget, fordi vi er begyndt at gå målrettet efter doping. Tidligere har vi ikke haft det fokus decideret, men i 2011 har vi allerede haft kontrolaktioner direkte rettet mod doping, så det er en ny udvikling, siger tolder Axel Grønkjær til Jyllands-Posten.
Fokuseringen på doping hænger sammen med, at Skat er blevet opmærksom på, at der er store penge i omløb i forbindelse med salg af de præstationsfremmende og muskelopbyggende midler.
- Vi har hidtil troet, at det var til eget brug, men vi har set rimeligt store mængder i pakker. Det har været flere kilo anabole steroider, hvor der kun kan være tale om videresalg, siger Axel Grønkjær.
Skat har også i forbindelse med dopingjagten lokaliseret et dopinglaboratorium i Danmark.
Antidoping Danmark håber, at den øgede fangst kan mindske udbredelsen af doping.
- Beslaglæggelser kan føre til politisager mod nogle af bagmændene og mindske udbuddet, siger oplysningschef i Antidoping Danmark, Jacob Berget.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde