Dansk dopingrapport trækker ud grundet undersøgelse
En international undersøgelse af doping i cykelsport kaldet CIRC har fået dansk undersøgelse til at trække ud.
Anti Doping Danmark (ADD) kan snart være klar til at offentliggøre resultatet af en undersøgelse om doping i dansk cykelsport, som har været undervejs i to år.
Den blev indledt på baggrund af den tidligere cykelrytter Michael Rasmussens omfattende indrømmelser i januar 2013.
Rapporten var ventet færdig på kortere tid, men en international undersøgelse af doping i international cykelsport - den såkaldte CIRC-undersøgelse - har fået den danske til at trække ud.
Nu er CIRC-undersøgelsen imidlertid ved at være færdig. Resultatet forventes at foreligge inden udgangen af februar 2015, hvorfor den danske undersøgelse også snart kan lukkes.
Det oplyser ADD-direktør Lone Hansen til Jyllands-Posten.
- Vi behøver ikke at vente på, at CIRC er færdig, men vi har haft stor interesse i at fortsætte vores undersøgelse, så længe der andre steder bliver arbejdet med ting, der kan have relevans for os.
- Vi har udvekslet oplysninger, så vi er nået langt. Jeg regner sådan set med, at vi er afklaret. Men det er noget af det, som har taget sin tid her i efteråret, siger Lone Hansen.
CIRC - Cycling Independent Reform Commission - blev nedsat i januar 2014.
Siden etableringen af CIRC har ADD været i kontakt med kommissionen flere gange, viser mailkorrespondancer, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i.
Lone Hansen tiltræder i øvrigt i et nyt job som direktør for Team Danmark i februar og sagde til Ritzau 17. december, at hun ikke kunne garantere, at den danske rapport er klar, inden hun stopper sit virke hos Anti Doping Danmark
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned