Dansk dressurrytter trækker sig fra PL med syg hest
Tobias Thorning Jørgensen, der var en af Danmarks fanebærere ved de paralympiske lege i Paris, kommer ikke til at konkurrere ved PL. Konkurrencehesten Jolene har fået transportsyge. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Tobias Thorning Jørgensens konkurrencehest har fået transportsyge, og derfor kan ekvipagen ikke dyste ved PL.
Den danske paradressurrytter Tobias Thorning Jørgensen kommer ikke til at konkurrere ved de paralympiske lege i Paris.
Under transporten til Frankrigs hovedstad fik rytterens konkurrencehest, Jolene, konstateret transportsyge, og derfor kan ekvipagen ikke stille til start.
Det oplyser Danmarks Idrætsforbund (DIF) i en pressemeddelelse søndag.
Tobias Thorning Jørgensen er "ked af det" og "skuffet" over, at han må trække sig og derfor ikke kan følge op på de to guldmedaljer, han vandt ved de paralympiske lege i Tokyo for tre år siden.
- Men mine egne ambitioner og drømme må aldrig nogensinde vægte højere end Jolenes ve og vel, og det er også derfor, vi har valgt at trække hende, siger Tobias Thorning i meddelelsen.
Under de olympiske lege er det muligt at udskifte en hest helt frem til konkurrencestart, men reglerne er anderledes til de paralympiske lege, hvor man ikke må lave en udskiftning, skriver forbundet.
- Vi føler alle med Tobias og resten af hans team, der har kæmpet forbilledligt for at stå stærkest muligt til PL. Vi vil gøre alt for, at Tobias får den støtte, han har behov for, og det samme gælder selvfølgelig Jolene og teamet bag.
- Derudover har vi et stort fokus på, at resten af dressurholdet får den ro, de skal bruge for at kunne præstere i de kommende konkurrencer, siger Nicklas Bjaaland, der er chef de mission ved de paralympiske lege.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde