Dansk duo bidrager til Club Brugges storsejr i Istanbul
Casper Nielsen scorede på et flot langskud, da Club Brugge storsejrede i Conference League. Foto: Francisco Seco/Ritzau Scanpix
Casper Nielsen åbnede ballet med et brag, og Andreas Skov Olsen lukkede og slukkede i Club Brugges 5-0-sejr.
Casper Nielsen og Andreas Skov Olsen bidrog begge til festen, da Club Brugge torsdag slog tyrkiske Besiktas med 5-0 på udebane i Conference Leagues gruppespil.
Casper Nielsen kanonerede fra lang afstand belgierne foran med 1-0 efter bare fire minutters spil, og det var startskuddet til ensidig affære, som udeholdet dominerede stort.
Den brasilianske angriber Igor Thiago øgede til 2-0 og 3-0, inden den tidligere FC Midtjylland-spiller Rafael Onyedika blev noteret for målet til 4-0. Skov Olsen satte fra kort afstand nemt bolden ind til 5-0 efter glimrende forarbejde af polakken Michel Skoras.
Nielsen og holdets tredje dansker, Philip Zinckernagel, blev begge udskiftet i pausen ved stillingen 2-0.
Club Brugge var allerede inden kampen sikret avancement til forårets slutspil fra gruppe D, hvor norske Bodø/Glimt tager den anden plads.
Danske Albert Grønbæk bidrog med en assist, da det nykårede mesterhold torsdag bankede Lugano fra Schweiz med 5-2 hjemme på Aspmyra Stadion og sikrede sig avancement.
Brugge fører med tre point ned til Bodø/Glimt, der gæster netop belgierne i sidste spillerunde, hvor gruppens førsteplads er på spil. Den er af stor betydning, da etteren hopper en runde over i slutspillet og stryger direkte i ottendedelsfinalerne.
I Europa League spillede Brian Priskes Sparta Prag sig tættere på avancement med en flot 1-0-sejr over spanske Betis. Danske Peter Vindahl leverede flere gode indslag i Sparta-buret.
Og i Italien spillede landsholdsspiller Morten Hjulmand de første 77 minutter for Sporting CF, der fik 1-1 hos Atalanta i en kamp om førstepladsen i gruppe D.
/ritzau/
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker