Dansk duo tror på medalje ved World Cup

Letvægtsdobbeltsculleren med Rasmus Quist og Mads Rasmussen fik indfriet et delmål, da de lørdag roede sig i A-finalen ved årets første World Cup i München.

Danskerne blev nummer to i deres semifinale, og de er i finalen med næsthurtigste tid.

- Vores indsats var lidt bedre end i går. Det er meget fortrøstningsfuldt, at vi allerede ligger der, hvor vi gør, siger Rasmus Quist, som noterer fremgang i forhold til fredagens kvartfinale.

Den danske duo, der vandt OL-bronze i 2008 og guld ved VM i 2006 og 2007, er blevet gendannet med OL i London næste år som overordnet mål.

Rasmus Quist og Mads Rasmussen havde i første omgang en finaleplads i München som mål, men nu stiler de mod de øverste placeringer.

- Jeg tror på, at vi kan være med helt oppe om medaljerne. Det er ikke umuligt at komme i top-3, vurderer Rasmus Quist. /ritzau/

Rasmus Quist fra letvægtsdobbeltsculleren tror på, at han og Mads Rasmussen kan ende i top-3 ved World Cuppen.

Offentliggjort Sidst opdateret