Dansk elitesport får ekstra støttekroner frem mod OL
Lars Balle Christensen (til højre) fortæller til DR, at danske atleter har trange kår i sammenligning med atleter fra andre lande. Derfor er Team Danmark-chefen glad for den ekstra økonomiske håndsrækning på finansloven. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der er fundet 35,4 millioner kroner på finansloven til Team Danmark. Pengene falder frem mod OL i 2028.
De danske elitesportsudøvere får ekstra økonomisk støtte frem mod OL i 2028 i Los Angeles.
Det oplyser Kulturministeriet i forbindelse med præsentationen af næste års finanslov.
Der er afsat penge til, at elitesportsorganisationen Team Danmark i 2027 og 2028 vil få udbetalt sammenlagt 35,4 millioner kroner.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) mener, at pengene kan hjælpe Danmark til succes om fire år ved legene i Los Angeles.
- Personligt glæder jeg mig over, at der er penge både til klassisk kultur som teater og musik og til idrætten, hvor vi endnu en gang leverer en kæmpe investering i at vinde medaljer til næste OL, siger han til ministeriets hjemmeside.
I 2027 vil Team Danmark få udbetalt 4,5 millioner kroner, mens der året efter venter et ekstra tilskud fra staten på 30,9 millioner kroner.
De kommer oveni den ekstra økonomiske støtte, der blev bevilget på sidste års finanslov. Dengang blev der afsat 69 millioner kroner til Team Danmark på finansloven frem mod 2027.
Dermed er der samlet set afsat ekstra støtte til Team Danmark på 104,4 millioner kroner.
Eliteorganisationen har ofte hævdet, at andre lande bruger flere penge på elitesport end Danmark.
Sportsdirektør hos Team Danmark Lars Balle Christensen fortæller til DR, at danske atleter har trange kår, når han sammenligner med de forhold, atleter fra andre lande bliver budt.
- Vi er superglade for, at der er en opbakning til atleterne i en tid, hvor der virkelig er brug for den.
- Det er et vigtigt signal både til atleterne og idrætsorganisationer om, at der er opbakning til dem. Så det er vi virkelig, virkelig taknemmelige for, siger Lars Balle Christensen til DR.
/ritzau/
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker