Dansk golfkomet får tung start på sin første major
Rasmus Højgaard fik næppe den start, han ønskede sig, da US Open torsdag blev sat i gang. Foto: Gregory Shamus/Ritzau Scanpix
Gregory Shamus/Ritzau Scanpix
Rasmus Højgaard indledte sin første golfmajor med at gå første runde af US Open i syv slag over par.
Rasmus Højgaard har været flyvende på European Tour på det seneste.
Torsdag fik den danske golfkomet så debut på den helt store scene, da han gik sin første runde i sin første majorturnering, US Open.
Men Højgaard havde nok forestillet sig en lidt bedre majordebut. Den 19-årige dansker gik de første 18 huller i syv slag over par.
Det rakte til en sidsteplads, da han efterfølgende gik i klubhuset. Danskeren sluttede dagen i den helt tunge ende af feltet på en samlet 132.-plads, efter at alle spillere var færdige.
Højgaard fik en skidt start på runden. De første fem huller resulterede i fem bogeys, inden det blev til en mere på niende hul.
På den anden halvdel af runden fik han stabiliseret spillet. Her lavede han birdie på både 10. og 14. hul, men han måtte også tage et ekstra slag i brug på både 12. og 16. hul, ligesom runden sluttede med en bogey på 18. hul.
Rasmus Højgaard er den eneste dansker, der deltager i US Open.
Blandt forhåndsfavoritterne fik den nordirske golfstjerne Rory McIlroy en rigtig fin indledning på turneringen med en første runde i tre slag under par.
Resultatet er nok til at placere nordireren, der lige er blevet far, helt fremme i feltet på en delt 5.-plads efter turneringens første dag.
McIlroy har vundet turneringen en gang før. Han lavede i løbet af første runde fire birdies og en enkelt bogey.
Noget mere ujævnt gik det for golflegenden Tiger Woods, der i løbet af dagen lavede fem birdies, seks bogeys og en enkelt dobbeltbogey.
Dermed slutter han første runde på en delt 71.-plads i tre slag over par.
Det samme gør den amerikanske verdensetter Dustin Johnson.
US Open føres efter første runde af amerikaneren Justin Thomas, der sluttede dagen i fem slag under par. Han er på forhånd udråbt som en af favoritterne til at vinde turneringen.
US Open spilles frem til og med søndag på Winged Foot Golf Clubs bane i Mamaroneck i delstaten New York.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker